En naturvidenskabsmand kan nok ikke være dannet
Redaktøren har fået den glimrende ide at bede forskerkolleger fra 20 institutter ved Aarhus Universitet om at beskrive begrebet »dannelse« ud fra netop deres fags synsvinkel. Det har givet en spændende, men langtfra letlæst bog. Ikke alle indlæg er lige relevante i skolesammenhæng, hvilket ikke betyder, at de er uinteressante.
Et par af artiklerne rammer imidlertid lukt ned i et problem, som jeg aldrig støder på i politikeres og skolefolks diskussion af, hvordan man kan styrke naturfagene i skolen - og hvorfor man overhovedet skal gøre det.
Den britiske forfatter C.P. Snows forelæsning om »de to kulturer« fra 1959 er central i denne problematik og udgangspunkt for flere af artiklerne. Det spørgsmål, Snow rejser, er nemlig: Kan man overhovedet anses for dannet, hvis man »kun« har forstand på naturvidenskab?
Videnskabshistorikeren Helge Kragh henviser til, at naturvidenskaben, siden den tog fart i 1600-tallet, blev et centralt element i dannelsesbegrebet, men inspireret af den tyske humanisme i 1800-tallet blev den og dens praktiske resultater reduceret til noget sekundært. Selv H.C. Ørsted synes at have tillagt digte om naturen større vægt end indsigten i, hvordan man forstod den og udnyttede den industrielt. Selv om Kragh ikke anviser egentlige løsninger, kan man ikke lade være med at tænke på, om årsagen til, at naturvidenskaberne ikke ses som redskaber til at realisere det gode liv for menneskene, skulle findes i den kendsgerning, at dette gode liv i den offentlige debat defineres af humanister, der arbejder ud fra den førnævnte tradition.
Samme problem anskues fra en helt anden synsvinkel af Niels Lehmann, der inddrager dramatikeren Artauds ideer om »det kraftfulde menneske«, hvis oprindelighed ikke er spoleret af påvirkninger fra det moderne eller industrielle. Lehmann ser Artaud som eksponent - godt nok en ekstrem en af slagsen - for den opfattelse, at den rationelle videnskab i en eller anden forstand er den menneskelige tænknings fjende. Men Lehmann foreslår at redde begge udgangspunkter, ikke ved at føre dem sammen, men ved at blive i stand til at springe imellem dem og så at sige bruge de to tilgange til hver sin tid og hvert sit formål. Synspunktet er værd at sætte sig ind i og overveje. For eksempel af dem, der taler om værdien af fantasi og kreativitet i skolens undervisning. Jeg synes nemlig ikke, det er sikkert, at fantaseren på et mytologisk grundlag eller ekspressiv kunstnerisk udfoldelse giver en umiddelbar transferværdi, så eleverne automatisk får et kreativt og dynamisk forhold til de tekniske videnskaber.
Per Aage Brandt behandler også modsætninger, men lægger snittet et andet sted: Den ene grundopfattelse af dannelse ser en dyd i at dyrke sin egen kultur og dens symboler normativt som modsætning til andres kulturer, som man distancerer sig fra. Den anden vil åbne sig for hele menneskeheden. Umiddelbart virker sidstnævnte mest sympatisk. Men den fordrer, at vi er villige og i stand til at diskutere de fortællinger om menneskelivet, der kan få os til at forstå os selv. Nogle af fortællingerne handler om vore drømme og forestillinger om en god og menneskelig verden. Andre handler om, hvordan vi kan bruge naturvidenskabens fortællinger til at skaffe os en lidt mere sikker plads at stå på, mens vi drømmer.
De to uforenelige kulturer
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.