De kalder mig Awa

Der er bomstille på St. Johns Døveskole i Serekunda i Gambia. I klasselokalerne sidder eleverne og taler tavst med tegnsprog. En dreng i blå og hvidternet skoleuniform passerer og sender et bredt smil. En vred kvindestemme skærer gennem stilheden og lyden fører op til anden sal i den nyeste bygning, navngivet Gudrun Awa Jørsing.

'Viceprincipal, Marian Allen' står der på dørskiltet. Der sidder en mand i gæstestolen. Han kan ikke betale hele det obligatoriske indmeldelsesgebyr for sin 15-årige datters overflytning til skolen og modtager ydmygt sin skideballe.

St. Johns Døveskole har lange ventelister med børn, som aldrig får plads, før de har passeret skolealderen. Penge er alt. Skolen kæmper hele tiden med at kunne betale regningerne til den daglige drift.

Tåler ikke uretfærdighed

Kulden bidder en kold og mørk efterårsdag i Haderslev i Sønderjylland. Gudrun Awa Jørsing er førtidspensionist, har dårligt knæ for tiden og bør holde sig i ro, siger lægen. Alligevel rejser hun land og rige rundt for at fortælle om St. Johns Døveskole til lokale Rotary- og Lionsklubber, som er blandt de mange, der har medvirket til at døveskole er blevet til det, den er i dag.

"Man kan ikke mundaflæse navnet Gudrun, derfor gav de mig navnet Awa, det er afrikansk for Eva, jordens første kvinde og alles stammor", fortæller Gudrun Jørsing.

"Da jeg besøgte St. Johns døveskole i 1988, var der 40 elever og fire lærere. Kommunikationen foregik via mundaflæsning og egne tegn, og skolen havde generelt ringe vilkår. Fremtiden er svær for alle børn i et land med høj arbejdsløshed og massiv fattigdom. Hvis man har et handicap, har man ingen chancer. Børn med handicap er noget, mange skammer sig over, og St. Johns Døveskole blev til, fordi nogle nonner så, hvordan døve børn blev gemt væk i hjemmene".

Gudrun Jørsing tåler ikke uretfærdighed, som hun siger. Det var nok det, der satte sindet i kog for 20 år siden og fik hende til at kontakte en masse fonde og Mellemfolkeligt Samvirke, som bevilgede hende afsending af store containere med skolemøbler, computere, symaskiner og sløjdmaskiner til døveskolen. Med penge fra foredrag med Johannes Møllehave og andre bidrag kunne hun sende Marian Allen fra skolen til Bristol University i England for at lære det engelske tegnsprog for døve.

15 år i isoleret stilhed

Lyden af brummende symaskiner trænger gennem stilheden på St. Johns, og i klassen for enden af den nye bygning afbrydes maskinerne jævnligt af klaplyde. Håndarbejdslærer Ibrabim Mendy står med et stykke stof over skulderen og forklarer med tegnsprog og stor entusiasme. Han har selv gået på skolen og er et stort forbillede for eleverne. I dag har han sin egen skrædderbutik, og den kører rigtig godt.

En 18-årig dreng sidder koncentreret ved sin symaskine og følger nøjsomt kanten på stoffet, hvor nålen efterlader en række sting. Han hedder Benjamin og kom til St. Johns Døveskole for tre år siden. Før gik han på en almindelig skole, men han lærte ingenting, for læreren stod altid med ryggen til børnene og talte, så han ikke kunne se, hvad hun sagde. Benjamin synes, at det bedste ved skolen er de andre døve elever. Han havde ikke nogen venner på sin tidligere skole, men her på St. Johns har han mange, for de er alle sammen ligesom ham.

Det er en ny verden, der åbner sig for en dreng som Benjamin, når han pludselig lærer at tale med tegn efter 15 år i isoleret stilhed. Selv om skolen tilbyder forældrene undervisning i tegnsprog nogle eftermiddage om ugen, sker det ofte, at elever kommer slæbende med deres forældre, fordi lærerne skal oversætte noget for dem.

Efter St. Johns kommer mange elever på en it- eller en håndværksuddannelse, der minder om en dansk teknisk skole. Men der bliver ikke taget hensyn til børn med specielle behov. Marian Allen ønsker, at St. Johns skole med tiden vil kunne tilbyde børnene en 12-årig uddannelse, som kan følge dem helt til dørs.

De døve børn er en hjertesag

Gudrun Jørsing arbejdede i mange år som speciallærer i Danmark, og passionen for netop børn med særlige behov handler om at give dem de nødvendige hjælpemidler, så de kan klare sig på så lige vilkår, som det er muligt, med ikke-handicappede.

"Det var dejligt at se al den idealisme, jeg mødte i Gambia for 20 år siden, for selv om de havde få midler, havde de en ånd og et gå på mod, som man sjældent møder herhjemme. Det er, fordi lærerne på skolen er så engagerede, og børnene er så motiverede for at lære, at skolen er nået så langt. Og så har jeg mødt både lydhørhed og villighed til at hjælpe de steder, jeg har fortalt om skolen og søgt penge. Det er lærerne og de gavmilde mennesker bag fondene, der har skabt det, som St. Johns Døveskole er i dag, jeg har bare været en kanal".

Gudrun Jørsing erkender, at arbejdet tager meget tid, og det har været op ad bakke meget af tiden. Men hun bliver jublende glad, hver gang der kommer positivt svar på en ansøgning.

"Jeg glemmer aldrig dengang, jeg modtog 300.000 kroner fra en anonym fond. Og så har jeg fået nogle vidunderlige venner i Gambia, som jeg desværre ikke ser særlig ofte, men jeg nyder at tage rundt og fortælle om min hjertesag".

Fakta om St. Johns Døveskole

St. Johns Døveskole er siden etableringen i 1984 vokset med 40 elever og fire lærere i en lille bygning til i dag at huse 208 elever og 29 lærere i fem store bygninger. Dermed kan skolen sørge for skolegang til 25 procent af Gambias døve og tunghøre børn.

Gennem de seneste 20 år har Gudrun Jørsing indsamlet i alt 2,2 millioner kroner og sendt 30 containere med udstyr til St. Johns Døveskole.

Skolen er forsynet med computere, symaskiner, sløjdmaskiner og skolemøbler fra Danmark. For at sikre strøm til maskinerne og til lys i lokalerne, så eleverne kan se at mundaflæse, har Gudrun Jørsing samlet 348.000 kroner ind til et solenergianlæg.

Lige nu er Gudrun Jørsing ved at indsamle 100.000 kroner til en ny skolebus, da den eksisterende er gammel og uforsvarlig at køre i. Hun mangler stadig 40.000 kroner.

Læs mere om St. Johns døveskole via linket til højre for artiklen.