De forsvundne

Evald Tang Kristensen, den berømte folkemindesamler, var landsbylærer i Vestjylland. Han kom på seminariet som 14-årig og blev lærer, da han var 18! Nu har etnolog og historiker Palle Ove Christensen gentaget en af hans mange fodrejser til hedens fattige folk. Det er der kommet en betagende smuk, fascinerende og spændende bog ud af. 

Bogen rekonstruerer Tang Kristensens rejse fra efteråret og vinteren 1873, og beretningen illustrerer tydeligt, at lærere dengang skulle være "bønder blandt bønder" - og samtidig gå foran. Tang Kristensen og bogens andre lærere lever sammen med og som den lokale befolkning. De må livet igennem kæmpe med dårlig aflønning, slide med dyrehold, dyrkning af elendige jorder, kaste mergel, grave tørv med mere. Og samtidig gå foran med biavl, have- og landbrug og deltage aktivt i sognets liv.

Ved at følge Tang Kristensens vandrerute får Palle Ove Chrisensen fortalt om hans arbejdsmetoder og udholdenhed. Kulde, sult, lus, træthed og lange, lange gåture i uvejsomt hedeland, intet kunne holde den engagerede folkemindesamler tilbage. Og selv om han i brevene til konen fortæller, at han savner hende og børnene, så gjaldt det først og fremmest sagen. "Du skal i alt fald ikke vente mig, inden du ser mig", skrev han til Grete, som hjemme på skolen i Gjellerup ved Herning sled med det magre landbrug og en stor børneflok. Lærerarbejdet blev klaret af en vikar.

"Sagen" er folkeviser, eventyr og sagn, som skulle samles ind, før de forsvandt. En række af dem gengives i bogen. Men mest betagende er beretningerne om indsamlingsarbejdet og om livet på heden, som forfatteren får fornemt formidlet gennem citater fra breve og bøger og sjældne glaspladefotografier fra dengang. Og Henrik Saxgrens indholdsmættede farvebilleder fra 2010. Blandt hytternes småkårsfolk fandt Tang Kristensen, hvad han søgte, og selv om han trængte sig på, blev han oftest vel modtaget. Men han kunne også, skrev Hakon Grüner-Nielsen, som i sin ungdom havde været med ham på tur, "lejlighedsvis støde an ved stejlhed og læreragtig strenghed".   

Blandt fortællerne var også de lokale lærere, som Tang Kristensen ofte og selvfølgeligt selv inviterede sig til at spise og overnatte hos. To af bogens 11 fortællere er lærer Jens Andersen Trøstrup i Torsted og lærer Jens Jensen i Nygaard. 

Lærer Trøstrup var egensindig, og bønderne i Torsted syntes, at han var underlig, og i Herning opfattede de ham som aparte. Han var et rodehoved, og i hjemmet var det konen, der holdt sammen på hverdagen. Men i skolestuen stod en masse fugle og mindre pattedyr, som han selv havde udstoppet. Gennem hele livet tog han kurser i zoologi og husflid i København. Han lærte sig oldnordisk og rejste til Sverige og Norge for at besøge museer. Skolens landbrug drev han forbilledligt, og han var foregangsmand med havebrug og træplantning. Han stod bag oprettelsen af Herning Museum og blev dets første forstander.

Lærer Jensen derimod var afholdt blandt elever og i befolkningen, som ved hans død samlede ind til et gravminde, der stadig kan ses på Simmelkær kirkegård. Jens Jensen hjalp folk i sognet med administrative og landbrugstekniske problemer. Han skrev breve til myndighederne for beboerne og var med til at oprette den lokale sparekasse. Han og konen sled på skolens elendige landbrugsjord - og han gik hvert år næsten 1.400 kilometer, der skulle jo holdes skole både i Nygaard og Simmelkær. Jens Jensen var en stor støtte for Tang Kristensen.

Læs og se bogens kapitel om lærer Jensens liv og fortællinger her på folkeskolen.dk