92 procent er glade for at være lærer, og 98 procent fremhæver, at deres forhold til eleverne er godt eller ret godt. Samværet med eleverne betyder meget for dem.
Lærerne holder af det faglige samarbejde med kollegerne. De oplever, at deres arbejde bliver værdsat af forældrene, men bestemt ikke af arbejdsgiverne. 82,4 procent svarer, at de ikke oplever sig værdsat af kommunen.
1200 lærere fik et spørgeskema, og 622 svarede.
70 procent mener, at teamsamarbejdet virker fremmende for deres undervisning.
"Jeg tror, at teamsamarbejdet efterhånden er blevet udviklet og indarbejdet. Lærerne har nu en erfaring, og oplever, at det virker", siger DLFs formand, Anni Herfort.
Over halvdelen af lærerne i undersøgelsen mener, at undervisningsmaterialerne er hæmmende for deres undervisning, mens kun lidt over en fjerdedel mener, at de fysiske rammer hæmmer dem i arbejdet.
Tilrettelæggelsen af arbejdstiden mener 57 procent er hæmmende for deres undervisning, mens kun 3,3 procent mener, at den er fremmende.
Lærerne påpeger unødigt bureaukrati og ingen eller dårlig sammenhæng mellem kravene til undervisningen og den tid og de midler de har fået tildelt.
"Vinklen fra Kommunernes Landsforenings side har alt for længe været, at lærerne er vrangvillige og ikke vil noget. Det passer ikke. Det viser undersøgelsen tydeligt", siger Anni Herfort.
"Det betyder utroligt meget på det personlige plan at blive værdsat og anerkendt. Værdsættelse udvikler. Det ved vi. Det er jo dét, vi prøver at gøre med børnene".
Hun mener, at arbejdsgiverne nu bliver nødt til at tage problematikken alvorligt og værdsætte lærernes arbejde.
"Arbejdsgiverne må påtage sig et ansvar her. Undersøgelsen viser, at det går rigtigt godt med det nære - eleverne og forældrene - men undersøgelsen viser også, at det ikke er lærerne, der vil ødelægge den gode skole, vi har. Det er arbejdsgiverne. Tænk, hvad de kunne risikere at få ud af det, hvis de også værdsatte lærernes indsats", siger Anni Herfort.
Danske lærere er glade for faget og børnene
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.