"De er 28 børn i klassen i alderen tre til fem år og de har kun ét lokale til rådighed. Det gør det meget svært at dele klassen op, så de store børn kan forberede sig til at starte i 1. klasse, og de mindre for eksempel kan tegne eller lege. De store børn føler ofte, at de ikke bliver udfordret nok", fortæller Mette Møbjerg Madsen, som er mor til et barn i klassen.
Ud over at det er svært at lave differentieret undervisning, er støjniveauet ofte langt over det acceptable, blandt andet på grund af lokalets dårlige akustik.
"Vores dreng kommer nogle gange hjem med hovedpine og har slet ikke lyst til at gå i skole", siger Mette Møbjerg Madsen til folkeskolen.dk.
Elevtallet bliver holdt kunstigt nede
Både læreren og forældrene har flere gange henvendt sig til rektoren på Europaskolen og til repræsentanter fra Undervisningsministeriet, men uden held.
Undervisningen i børnehaveklassen varetages af en lærer, som er udsendt fra Danmark, og en lokalt ansat dansk assistent. Hvis klassen skal have et lokale og en lærer mere, kræver det, at antallet af børn når op over 30.
"Lige nu går der nogle drenge i 1. klasse, som ville have haft godt af et ekstra år i børnehaveklassen og så ville der have været over 30 børn, men man ville ikke bruge penge på en lærer mere, derfor blev de sendt videre, selv om de egentlig slet ikke er klar til 1. klasse", siger Mette Møbjerg Madsen.
Ingen lærer
To uger inde i skoleåret sygemeldte den danske lærer sig, så assistenten, som ikke er pædagogisk uddannet, står i øjeblikket for undervisningen sammen med en ungarsk assistent, som hverken taler eller forstår dansk. Da Europaskolen delvist skal finansiere en ekstra lærer fra Danmark, har man valgt i stedet at søge en vikar lokalt. Det betyder, at børnene i børnehaveklassen også fremover kan blive undervist af en lærer, som ikke har en pædagogisk uddannelse eller erfaring med at undervise. Det har fået en gruppe forældre til at henvende sig direkte til Bertel Haarder.
"Vi vil gerne have, at man fra dansk side lægger mere pres på skolen, for at sikre at forholdene bliver forbedret. Hvis skolen ikke har råd til at finansiere den ekstra lærer, må ministeriet hjælpe med at finde en løsning. Det kan ikke være rigtigt, at man bare accepterer, at børn har ringere vilkår her, end de har hjemme i Danmark. Udsendte familier har jo ikke andre muligheder for at sende deres børn i en dansksproget skole, mens de er i Bruxelles", siger Mette Møbjerg Madsen.
Der findes 13 europaskoler i syv forskellige europæiske lande. Skolerne er oprettet som en service for udsendte børnefamilier, som ønsker at sikre, at deres børn fortsat kan følge undervisningen, når forældrene vender tilbage til hjemlandet. Skolen finansieres delvist af de enkelte lande og delvist af eu-midler.
Danske forældre kritiserer Europaskolen
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.