Initiativet løber af stablen fra august i år og består i første omgang af en hjemmeside rettet mod børn fra 5 til 15 år og deres forældre samt udvikling af undervisningsmaterialer og et undervisningsprogram for matematiklærere i samarbejde med Danmarks Matematiklærerforening.
"Vi har nogle finansielle kompetencer, men vi har overladt det til matematiklærerforeningen at være eksperter på, hvordan privatøkonomi og finansiel forståelse kan gøres tilgængelig for både lærere og elever. Vi kommer med nogle kompetencer, og dem oversætter de så. Og det har vi fuld respekt for", siger afdelingsdirektør for bankens Afdeling for Idé- og Konceptudvikling Morten Albæk til Magasinet Finans.
I første omgang skal Danmarks Matematiklærerforening lave opgaver, som lærerne kan printe ud til eleverne, mens forældre med børn fra fem til syv år kan få glæde af samtaleark.
"Begge dele skal være færdigt til august. Derefter går vi i gang med at lave materialer til de andre aldersgrupper. Det er et lille, men vigtigt hjørne af hele projektet, hvor vi byder ind med det, vi kan stå inde for, nemlig pædagogikken", siger formanden for Danmarks Matematiklærerforening Lene Christensen til folkeskolen.dk.
Matematiklærerne kan sige fra
Lene Christensen ser intet odiøst i, at matematiklærerforeningen samarbejder med landets største bank.
"Danske Bank har kontaktet os, fordi vi har ekspertisen og kan levere god pædagogik. Vi skal ikke lave et reklamefremstød for Danske Bank, og vi har sikret os, at vi kan sige fra, hvis banken går over vores grænse", siger Lene Christensen.
Matematiklærerforeningen samarbejder i forvejen med Finansrådet, der er interesseorganisation for pengeinstitutterne i Danmark.
Hverken website eller undervisningsmateriale bliver forsynet med Danske Banks logo eller design.
"Vi påtager os et sektoransvar uden at kommercialisere det i klassisk forstand. Vi har en forpligtelse til finansielt at uddanne og oplyse den kommende generation af voksne", siger afdelingsdirektør Morten Albæk til Magasinet Finans.
Lene Christensen er enig i, at børn og unge har brug for finansiel dannelse.
"At oplyse om privatøkonomi er også en del af matematikken, og jo flere undervisningsmidler lærerne har at vælge imellem desto bedre. Det er op til lærerne at prioritere, hvad de kan bruge", siger Lene Christensen til folkeskolen.dk.
Danske Bank har fået lavet en undersøgelse, som blandt andet viser, at 61 procent af de 18- til 19-årige tror, at de ved, hvad forskellen er på faste og variable udgifter. Men hele 42 procent ved ikke, at mad er en variabel udgift i husholdningsbudgettet.
Danske Bank vil lære børn om privatøkonomi
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.