Dansk sprog

Af Pia Jarvad

Gyldendals Røde Ordbøger

1.084 sider, 395 kroner

Gyldendal

Ord er noget af det mest underholdende, vi har. Selv folk, som skyr grammatik, stilistik og den slags, kan fængsles, forundres, ophidses eller mores over ordenes brug og misbrug.

Ingen ved det bedre end Pia Jarvad. I et kvart århundrede har hun registreret og beskrevet den løbende tilvækst til det danske ordforråd - senest i sin netop udsendte fortegnelse over cirka 10.000 nye ord fra århundredets anden halvdel.

Når det danske sprogs ordforråd år ud og år ind vokser med et ord per skoledag, er det indlysende, at alt nyt ikke kan være godt nyt - men ingen får en sprogforsker til at afsige værdidomme. Derfor kommer det hele med, også døgnfluerne, kikserne og de uhensigtsmæssige pendulord. Sidstnævnte er dem, hvis betydning er svinget 180 grader inden for en menneskealder og bruges med vidt forskellig hensigt af den 20-årige og den 60-årige - eksempelvis bjørnetjeneste, forfordele, lemfældig, tosproget og virak. Fordi en generation ikke gider at kontrollere et ords betydning, inden den tager det i brug, og fordi Sprognævnet ikke aktivt bekæmper den slags uvæsen, belemres sproget med pendulordene.

Lige så uhensigtsmæssigt forekommer det at medtage de modeord, som hærger i sproget en sæson eller to for derpå at dø en velfortjent død. Mon dog 1998-ord som asylshopping, bitche, dræbersnegl, schlachtembummler og zippergate stadig vil være i brug i 2018? Og hvor meget liv er der tilbage i ems, ungdomsgaranti og villaforskning fra 1978?

Måske burde 'Nye Ord 1955-1998' være forblevet et internt arbejdsmateriale i Sprognævnet i stedet for en 1.084 siders moppedreng i Gyldendals serie af røde ordbøger.

Niels Holst