Af Lars-Henrik Olsen
Illustreret af Svend Otto S.
178 sider, 199 kroner
Høst & Søn
'Ravnene skreg. Jeg vidste, jeg ville få besøg. Jeg er for træt til at rejse mig op og tage imod dig, og mine ben er for stive. Men hvis du har lyst, skulle du komme og sætte dig ned og være min gæst. Sæt dig kun og hvil dig'.
Således inviteres læseren gæstfrit med til mødet mellem fortælleren og en gammel, stolt inuitkvinde på kanten af indlandsisen i det storslåede og barske Nordøstgrønland. Gennem gamle myter og sagn drages læseren gennem fortællingen om kvindens slægt fra meget gamle dage og til i dag.
Kvinden fortæller fængslende og med stor visdom om stort og småt fra slægtens rejser fra boplads til boplads, om familiens kamp for overlevelse i den barske og øde natur, om fødsler og død, fester og ånderejser. Læseren efterlades med et indtryk af, at inuitterne var stolte, livskloge mennesker, der formåede at leve i sand pagt med naturen.
Det er sundt at anskue historiske begivenheder fra forskellige synsvinkler, og 'Landet på den anden side' formidler fornemt og respektfuldt Grønlands historie set gennem inuitternes øjne i en fri og levende historiefortælling. Forfatteren hævder ikke, at romanen er historisk korrekt, men læsning af romanen kan forhåbentlig give læseren lyst til et nærmere Grønlandsstudium. I bogens efterskrift kan man finde god inspiration til at dykke nærmere ned i historiske dokumenter og beretninger.
Lars-Henrik Olsen skrev bogen i 1982, og den her anmeldte udgave, illustreret af Svend Otto S., er en revideret udgave, der er genudgivet på blandt andet grønlandsk opfordring. Opfordringen herfra lyder: Hvis bogen ikke allerede findes på skolen, så anskaf den, gerne i klassesæt, idet den bør indgå som en væsentlig del af ethvert emnearbejde om Grønland på mellemtrinnet.
Lisbet Steen Højland
Dansk, Skønlitteratur
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.