Af lærere på Odense Friskole
En projektmappe (historiebog, læseletbøger, magic-kort, manuskript, to spil, partitur, sangtekster, musik-cd, cd-rom)
500 kroner
Odense Friskole, telefon 6612 1571
Lærere på Odense Friskole har fremstillet et omfattende undervisningsmateriale om Saxos 'Danmarks Krønike'. Det hedder 'Saxo Opera'. Materialet består dels af en formidlende, faglig, historisk orienteret gennemgang af Saxos skildring af danernes bedrifter, dels af operaen som en kreativ, udøvende del. Undervisningsmaterialet kan anvendes tværfagligt i fagene dansk, historie og musik. Det er et imponerende projekt, Odense Friskole er gået i gang med.
Den faglige, formidlende side af projektet, den at ville orientere om hele perioden, som Saxo beretter om, fra sagntid over vikingetid for at slutte med Knud Valdemarsøn, er ikke mindre imponerende. Saxos 'Danmarks Krønike' er på en 600-700 tætskrevne sider.
For at få hold på dette store stof og gøre det mere overkommeligt har Claus Rasmussen skrevet en meget forkortet version af 'Danernes bedrifter'. Den bliver kaldt 'Historiebogen' og er på cirka 60 sider med en enkelt tekstspalte på hver side. Ret meget Saxo er der ikke i 'Historiebogen'. Bortset fra kapitlet 'Saxos forord i uddrag' er det en sprogligt set meget bleg og noget farveløs genfortælling af krønikerne. Sagnfortællingerne er bedst, mens den historiske periode mere og mere går over i resuméform. Det kan jo ikke være anderledes, når for eksempel perioden med bisp Absalon og kong Valdemar forkortes ned til små seks sider, mens den hos Saxo fylder omkring 180. Som kilde til selv at ville genfortælle stoffet ville jeg personligt foretrække Saxo, men som tekst til de store elevers selvlæsning vil 'Historiebogen' bestemt kunne bruges på grund af de sproglige forenklinger, der er foretaget. Da der kun er én tekstspalte på hver side, er der plads til både noter og illustrationer. De fleste noter er udmærkede. Om illustrationerne vil jeg blot sige, at jeg synes, de fem piger har lavet nogle pæne tegninger, som pynter på de monotone fotokopisider, men særligt informative er de ikke. Litteraturlisterne bagerst er udmærkede.
Til den fagligt formidlende del er også fremstillet ni små letlæsebøger for de yngste elever. Små pæne hæfter med stor skrift og med et lixtal mellem 12,7 og 30. Som selvfremstillet materiale er det nydeligt arbejde.
Med til materialet hører også to spil, som skal vise, hvem der har hold på facts fra historiebogen. En quiz efter 'Jeopardy'-princippet. Skulle læreren selv være i tvivl, er svarene skrevet ned. Deler man klassen op i hold, kan det blive en spændende dyst. Et brætspil, hvor to personer kæmper om at komme først i mål ved at svare rigtigt på kontante spørgsmål.
Til denne underholdende del af materialet er også fremstillet et magic card-spil kaldet 'Saxonia'. Spillet fungerer fint, og det er sjovt at spille magic-kort på dansk med danske helte. Til spillet er fremstillet nogle små nydelige kort af glittet karton. Blot en skam, de ikke er ens i størrelse. Skulle man være så uheldig at miste et kort, så indeholder materialet også en cd-rom med magic-kortene på, så et nyt kort kan udskrives. Betingelsen er, at man råder over programmet 'Microsoft Publisher'.
'Saxo opera' skal være den naturlige afslutning på Odense Friskoles projektarbejde om Saxos 'Danmarks Krønike'. Ikke færre end 11 gange skal operaen, primo april, opføres i en teatersal uden for skolen, og samtlige skolens elever skal deltage.
Til den kreative, aktive og udøvende del af projektet hører et manuskript, et teksthæfte, et partitur og en cd.
'Saxo opera' henter sit stof fra udvalgte perioder i Saxos fortælling. Man har meget naturligt ladet den gamle krønikeskriver - stående ved sin skrivepult - være den gennemgående figur. Handlingen udspilles på og omkring en bred papirbane, der symboliserer de tomme ark, hvorpå Saxo skal nedskrive begivenhederne. Så vidt jeg kan se, er operaen noget af et udstyrsstykke, og det myldrer med folkemasser ind og ud af scenen. Der bliver noget at holde styr på. Der omtales et bilag med scenografi, men det har jeg desværre ikke modtaget.
'Saxo opera' består af elleve ret enkle sange. Meget bevidst er de både rytmisk og melodiøst gjort elementære, men de virker noget stereotype. Melodierne er skrevet ud for keyboard, bas, guitar og strygere, og de er noteret med becifring. Noder til de enkelte instrumenter må man selv skrive ud efter partituret. Enkelte af sangene er tostemmige. Instrumenteringen er lige så enkel som melodierne, så det kræver ikke den store tekniske kunnen for at spille med, og det er bestemt en positiv ting. Med en noget mere opfindsom orkestrering end den, der er på den medfølgende cd, ville de enkelte numre også skille sig mere ud fra hinanden. Kvalitetsmæssigt er cd'en ikke noget at prale af, og det orkester, friskolen har sammensat til lejligheden med en noget bastant rytmegruppe, får melodierne til at virke gumpetunge.
Men alt i alt et imponerende stykke arbejde, lærere og elever ved Odense Friskole har lavet. Der ligger et stort engagement bag produktet. Og selv om processen i al undervisning er mindst lige så vigtig som resultatet, så er resultatet bestemt blevet seværdigt for andre. Jeg er overbevist om, at det store materiale vil kunne inspirere andre til at gå i gang med et lignende projekt om Saxos 'Danmarks Krønike'. Det er jo et herligt dramatisk emne. Odense Friskole har med 'Saxo opera' givet et flot bud på, hvordan det kan gribes an.
Annie Leth
Dansk, Historie, Musik
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.