Af Inger Byrjalsen
Tegninger af Christian Würgler Hansen
33 sider, 98,75 kroner
Gyldendal
Der er tilsyneladende et umætteligt behov for bøger til faglig læsning på de yngste og mellemste klassetrin. 'Jern-alderen' indgår i en lang række forskelligartede titler i serien 'De små fagbøger' og vil være velegnet at inddrage i et fagsamarbejde mellem historie og dansk.
Med udgangspunkt i et moselig kommer indholdet omkring andre fund og deres fortællinger fra perioden. Myremalm danner grundlag for produktion af redskaber og våben, landets opdeling i stammefolk beskrives, ligesom dagligliv i landsbyen og den tekniske udvikling på transportområdet belyses. Skibene udstyres med mast og sejl - og bogen fører således videre opad mod vikingetiden.
Mange flotte og informationsmættede tegninger giver sammen med en velskrevet, lettilgængelig tekst masser af stof til et spændende historisk emne. Hertil kommer, at der på forlagets hjemmeside er anbragt tre A4-sider med 20 spørgsmål samt facitliste. Disse kan hentes/downloades, bruges og kopieres frit og giver mulighed for at læsetræne med papir og blyant i fagbogens indhold og opbygning.
Det er naturligvis en smidig og nem måde at distribuere opgaveark på- i gammeldags papirformat. Men det kunne være endnu mere spændende også at lade en sådan fagbog integrere Internettets muligheder i faglige sammenhænge. Da lette fagbøger af kvalitet går som varmt brød - også blandt eleverne - burde denne og andre lignende serier være med til at skubbe på en anderledes og mere interaktiv udvikling. Nettet skal bruges, også på de yngste og mellemste klassetrin.
Kaare Øster
Dansk, Historie
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.