Denne portal er Clio Onlines syvende produkt. Også bag denne portal, Dansk-faget.dk, som er tænkt til danskundervisningen i overbygningen, ligger der et stort, gennemført og kompetent fagdidaktisk arbejde.
På forsiden kan man klikke sig ind på litteratur, sprog, medier og temaer. Desuden findes der en guide til portalen, hvor man blandt andet kan læse om den pædagogiske profil og portalens struktur. Der ligger også en litteraturpædagogisk værktøjskasse, forslag til undervisningsforløb, et tværfagligt forløb om Grønland, et mediearkiv og meget, meget mere.
Går man ind under de forskellige overskrifter, for eksempel medier, er der tekster af forskellig sværhedsgrad, der kan være en quiz, et oplæg til gruppearbejde, faktabokse og mange medielink. Og under for eksempel litteratur kan man læse om romanen som genre, der er opgaver til en roman af Jesper Wung-Sung og en novelle af Christina Hesselholdt, man kan quizze og løse andre opgaver.
Det er nemt at klikke sig rundt på siden og blive fordybet i alt det meget spændende materiale, der findes her. Og da portalen indeholder en utrolig mængde information, mangfoldige tekster, masser af gode aktivitetsforslag og relevante link, kan man blive næsten helt opslugt af at finde interessante opgaver og informationer til brug i danskundervisningen.
Dansk-faget.dk er en særdeles spændende internetportal for både elever og lærere. Den anbefales på det allervarmeste.
Dansk-faget.dk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.