Af Roberto Innocenti
Tekst af J. Patrick Lewis efter tegnerens oplæg
Oversat af Arne Herløv Petersen
48 sider, 218 kroner
Forlaget Agertoft
Har man mistet inspirationen, kan man med fordel drage til verdens ende i selskab med illustratoren Innocenti, der på alt andet end uskyldig vis indlogerer sig på badehotel med udsigt over havet og daglig omgang med verdenslitteraturens hovedskikkelser. Det udsøgte selskab og pensionatets gode mad genvækker livslysten hos tegneren, der i stille undren følger romanpersonernes søgen efter liv, kærlighed, sandhed, eventyr, farve, helt, undren, heltemod, tapperhed samt mening med det hele.
Bogen er oplagt i arbejdet med introduktion af verdenslitteraturens milestene for store skoleelever. Den er tilmed vidunderligt tegnet og bør nærmere placeres på hylden med tegneserier for halvvoksne end i billedbogskrybben, selv om den med garanti også vil give de små masser af stof til finurlig refleksion over menneskelivets forunderlighed.
'Kør os hen et sted, hvor folk byder undren velkommen med et blink, et nik og et hemmeligt håndtryk', opfordrer Huckleberry Finn tegneren ved bogens slutning. Det kan varmt anbefales at indkøbe denne vidunderlige bog og tage plads på bagsædet.
Tonny Hansen
Dansk, Billedbøger, Tegneserier
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.