Af Jens Th. Uldall
72 sider, 98 kroner
Syddansk Universitetsforlag
En udførlig beretning om H.C. Andersens barndom i Odense med udgangspunkt i de lokaliteter, som spillede en rolle i de første 14 år af hans liv: Huset i Munkemøllestræde, fattigskolen, tugthuset og så videre. Kyndigt fortælles om stederne og menneskene dér, om tiden og forholdene. Billedmaterialet er rigt og godt, bogen er som håndværk veludført og slidstærk. Der lægges blandt andet ved hjælp af illustrative kortskitser op til en byvandring, en tur i eventyrdigterens barndomsverden. Det hele er et grundigt arbejde, som lærere (elever kun indirekte) kan have fornøjelse af. Den løbende fremstilling er dog lovlig omstændelig med talrige navneopregninger og gentagelser. De sidste fremkommer ved, at billedteksterne genbruges i den gennemgående fremstilling. En nyttig udgivelse, ikke mindst for dem på Fyn, herunder også de fynske skoler.
Thorkild Borup Jensen
Dansk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.