1914-1945
Litteraturhistorisk grundbog
Af Henrik Christensen, Judith Jørgensen og
John Rydahl
108 sider, 94,40 kroner
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
'Fra krig til krig. 1914-1945' er en af seks litteraturhistoriske grundbøger, der forsøger at sammenflette forfattere og samfundsforhold inden for en afgrænset tidsperiode. Serien henvender sig til folkeskolens ældste klassetrin. At læse skønlitteratur ud fra en historisk forståelse hører nok til i den vanskelige ende af danskundervisningen. Elevinteressen er ofte modsat proportional med periodens afstand til deres egen tid. Men den historiske dimension er et af grundelementerne i litteraturundervisningen, og den eventuelle afstand til eleverne er en fagdidaktisk udfordring, der både kræver tekstkendskab, en særlig pædagogisk omtanke på elevforudsætninger og givetvis nogle gode baggrundsmaterialer.
'Fra krig til krig. 1914-1945' gør et hæderligt - men dog et ret traditionelt - forsøg på at bygge bro mellem eleverne og en periode. Bogen præsenterer i en lidt kortfattet og almen form tidens dominerende ideologiske og kulturelle stømninger og pejler de spor, disse strømninger sætter sig i den samfundsmæssige udvikling. Bogen indeholder desuden afsnit med introduktioner til de tre årtiers vigtigste forfatterskaber, for eksempel Jacob Paludan, Tom Kristensen, H.C. Branner, Hans Kirk, Tove Ditlevsen, Martin A. Hansen, Hans Scherfig og Karen Blixen. Bogen giver ligeledes eksempler i farver på dansk kunst fra perioden.
Perioden omkring de to verdenskrige er de store brydningers tid, hvor kampen mellem anskuelser også viser sig i litteraturen og kunsten i øvrigt. Kultur og identitet bliver i bogstaveligste forstand sprængt til atomer i '45, og det europæiske menneske flyver vel stadig rundt efter et nyt samlende udgangspunkt. Elever i 1990'erne kan i betydeligt omfang spejle deres egne forudsætninger i perioden. Men måske fanger de bedst tidens flugt ved at fordybe sig i det enkelte værk og efterlade dette materiale som et supplement i baggrunden.
Jørgen Kuhlmann
Dansk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.