Dansk

Dansk I Tværfaglige Projektarbejdsforløb

Af Ingelise Moos og Karen Wilhelmsen

92 sider, 80 kroner

Udgivet af Danmarks Lærerhøjskole

Publikation under Udviklingsprogrammernes bogserie

Distribution Danmarks Pædagogiske Bibliotek

Fax 3966 0082

I 7. klasse har eleverne arbejdet med Klaus Rifbjergs roman 'Kesses krig'. Når man læser resuméet af undervisningsforløbet hos Ingelise Moos og Karen Wilhelmsen, kunne man godt få den tanke, at lærerens krig mod eleverne kan være den skjulte roman, der spiller med som underteksten i danskundervisningen. Eleverne får ikke læst de kapitler, de har for som lektie, og selv om bogen er anerkendt 'ordkunst', og lærerne insisterer, keder eleverne sig bravt og uhæmmet. Men 'Noget lærer de vel altid', siger en af de medvirkende lærere og tænker i denne forbindelse ikke så meget på litteraturundervisningen som på elevernes udbytte af et projektarbejde.

Ingelise Moos og Karen Wilhelmsen har i skoleåret 1996/97 inden for lærerhøjskolens udviklingsprogrammer fulgt syv tværfaglige forløb på forskellige klassetrin. Dansk er altid med, skrev nogle kendte dansklærere i 1992, og det gælder stadig og dermed også for disse forløb. Når fagene mødes i emner og projekter, står dansklæreren for det meste i centrum og til tider tilbage med nogle uforløste anfægtelser over, hvad det så var, der blev tilbage af faget og fagligheden. Bogen har struktureret sin opmærksomhed omkring temaerne 'Faglig læsning og skrivning' og 'Litteraturpædagogik'. Ud fra sammenfattende fremstillinger af diverse undervisningseksempler gør forfatterne sig en række almene og konkrete overvejelser i forhold til danskundervisningens møde med folkeskolens nye arbejds- og organisationsformer.

Hvad har eleverne egentlig ud af, at danskfaget samarbejder med andre fag i tværfaglige emner og i projektarbejdsformen? Er der grund til faglig bekymring, eller profiterer faget ved samarbejdet? Hvilke faglige kompetencer kan i givet fald udvikles og udbygges i disse tværfaglige forløb? Forfatterne kaster sig med disse spørgsmål ud i en afsøgning af danskfagets funktion i en tid, hvor tværfaglige emner og projekter ikke blot er forbeholdt de få og progressive med den gode vilje, men er noget, alle dansklærere skal, selv om det med viljen måske ikke altid er lige nærværende. Slipper fagliheden så op, når eleverne slippes løs i et projektarbejde? Undersøgelsen pejler efter svar og et nyt ståsted for dansklæreren i det klassiske skisma mellem skolefagets tradition og normative didaktik og elevernes pågående tilstedeværelse med egne uforudsigelige erfaringer og engagement.

Hvad er så forfatternes svar på de store spørgsmål? Der er ikke tvivl om, at de ser projektarbejdet som en mulighed og en udfordring for danskfaget, men de har bestemt bekymringer på fagets vegne. Deres fagdidaktiske causerier omkring undersøgelsens temaer virker analytisk lidt svage og uden det offensive pædagogiske mod, der kunne være behov for i en tid, hvor skolen - og alt det, der er udenom -ændrer sig radikalt. Hvad skal eleverne med dansklærerens løftede faglige pegefingre, hvis de oplever, de lærer mere gennem selvbestemmelse og projektarbejde? Litteraturen overlever både ændringer i skolens læringssyn og organisationsformer, men spørgsmålet er måske, om dansklærerne gør det, hvis de fortsat klamrer sig til en faglig forståelse, der holder deres undervisning i en spændetrøje og viger uden om elevernes liv og optagethed.

I det afsluttende afsnit på tre sider med 'Didaktiske overvejelser for DLH-læreren' giver forfatterne deres kollegaer og lærerhøjskolen nogle velmente råd. For eksempel er det 'vigtigt at vise respekt for lærerens praksis', men teori skal der til 'for at holde niveauet', det ville også være tilfredsstillende 'at afprøve en kursusform, hvor der var afsat tid til dialog', og lærerhøjskolens kurser skal 'ikke være kurser der blot er smarte og letkøbte ideer til næste undervisningslektion' . . . Jamen dog! Der er noget at se til inde på Emdrupvej. Måske skulle Ingelise Moos og Karen Wilhelmsen overveje at lade dette kapitel danne afsæt for deres næste projekt.

Jørgen Kuhlmann