Myter, helte og kunsteventyr
Af Bo Green Jensen
565 sider, 448 kroner
Rosinante
Jeg er dybt taknemmelig for, at vi iblandt os, på vores lille sprogområde, har en inspirator og registrator som Bo Green Jensen. 'Det første landskab' er et must for ethvert lærerbibliotek.
For ni år siden lukkede Bo Green Jensen os første gang for alvor ind i feernes og populærfantasiens eventyrlige verden. Det skete i bogen 'Det store eventyr' (anmeldt i Folkeskolen nummer 40/1990). Her lagde han grundstoffet til det, der nu har udvidet sig til 'Det første landskab', som er en gennemkomponeret samling af artikler, oprindeligt publiceret i Weekendavisen.
Titlen refererer til det sted i kulturlandskabet, hvorfra vi alle er begyndt: i den klassiske børnelitteratur, og bogen er tilrettelagt, så den imiterer en lystlæsers udvikling fra barnekammeret til den voksnes omgang med feerne og Det Fantastiske.
Bo Green Jensen er om nogen genreoverskridende. Han favner det hele. Især elsker han overløbene mellem genrerne - 'de fælles drømmes forbundne kar'. Kunsteventyr i alle deres former: som tegneserier, tv-fiktioner, western, krimier, horror, science fiction. Han viser os hele butikken, der bugner af bøger, blade, album, cd'er, film på VHS og DVD.
Men frem for alt vil han gerne hylde populærkunstens lange række af markante figurer, som aldrig kan dø- og som for længst har overlevet deres skabere. Dracula, Frankenstein og Zorro vil blive husket, når navnene BramStoker, Mary Shelley og Johnston McCulley er glemt.
De strækker sig fra Peter Plys, Peter Pan, Alice, Pippi og Tintin til Flygtningen, The Flintstones, El Zorro og James Bond. Blandt utallige mange andre. Bo Green gør meget ud af synergien - eller symbiosen - mellem romanen og filmen. Som han siger: 'ikke så få bøger har vundet ved at blive overført til andre medier'.
Efter bare en dags læsning i 'Det første landskab' er man helt svedt over Bo Greens viden og overblik! Et essay som 'En bjørn for børn', der giver os bamsernes kulturhistorie (om Teddybjørnen og alle de andre bløde, varme bamser), er eksemplarisk og viser formatet: en enorm viden, men altid med en eksistentiel tilgang til emnet.
Per Birkebæk
Dansk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.