- digte til dig
Af Poul Larsen
Illustrationer af Pia Thaulov
62 sider, 98 kroner
Følfod
'Jeg er glad for at være
men det er underligt
at jeg er.
Jeg har hverken bedt om det
eller forlangt det.
Jeg har ikke engang nået
at ønske det'.
Disse linier er et citat fra det første digt i en digtsamling skrevet af en voksen for børn, skrevet pædagogisk, så børn kan få oplevelser med digte. Skrevet om den verden, 12-15-årige børn lever i.
Digtenes gennemgående tema er undren over livets forskellige oplevelser og fænomener. Der er undren over mad, fuglenes flugt, kroppens funktioner, vinden, edderkoppen og så videre.
Der er også enkle og smukke kærlighedsdigte understøttet af smukke og farverige akvareller.
Det er problematisk, når voksne skriver enkelt for børn om deres verden. Det er forbandet svært at gøre det på en måde, så det ikke ender i banaliteter. Her synes jeg, at både indhold og sprog er blevet for tamt til, at jeg ville bruge digtsamlingen til en gennemgang i en klasse.
Alt er skrevet ligeud og ligetil og ret uproblematisk i et sprog, der er tæt på knækprosa. Der er ikke brug for megen meddigtende fortolkning, og der er for lidt sproglig føde i teksterne. Der er ikke æggende formuleringer og et udfordrende sprogligt landskab at gå på opdagelse i.
Digtsamlingen egner sig derfor til elevernes frilæsning, eventuelt til selvstændigt arbejde i grupper, men det kan ikke stå distancen som en antologi til egentlig litteraturundervisning.
Helge Christiansen
Dansk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.