Dansk

Af Sven Erik Henningsen og Birte Sørensen

303 sider, 200 kroner

Dansklærerforeningens Forlag

Det er ikke let at være dansklærer i disse år. Lige meget hvordan man får sin undervisning tilrettelagt, risikerer man at stå til spanking og dumpekarakter. Forældre og elever har forventninger og krav, der peger i mange retninger, og den politiske støtte til lærerens arbejde har været til at overskue, efter at de danske elever i både den internationale og den nordiske læsekonkurrence fik en placering på niveau med fodboldlandsholdets til Europamesterskabet. Dansklærerne kan hurtigt komme til at mærke muren i ryggen, hvis de ikke kan begrunde deres taktik.

Interessen for almen og fagdidaktik er stigende i disse år. I lyset af de hastige ændringer i skolelivet og en øget faglig kompleksitet inden for skolefagene er spørgsmålet om, hvad der skal undervises i og hvorfor, blevet en uomgængelig udfordring for alle lærere. Danskfaget har i mange år været godt hjulpet af flere fagdidaktiske udgivelser, mest kendt er vel Sven Erik Henningsens og Birte Sørensens 'Danskfagets didaktik' fra 1995. Den har været et vigtigt grundlag i seminariernes uddannelse af de danskstuderende og i efter- og videreuddannelsen af dansklærere i folkeskolen.

Aktualiteten i denne udgivelse er der ikke ændret ved, men bogen er alligevel blevet udbygget med 13 nye tematiske 'Synsvinkler' i en antologi redigeret af de samme forfattere. Bogens hensigt er at supplere og udbygge, og det gør den udmærket ved at inddrage de mangesidige udfordringer, som for eksempel lyd- og billedmedier, IKT, dansk som andet sprog, den første læseundervisning og skriftsprogsudvikling i førskolealderen, det mundtlige sprog, projektopgaven i 9. klasse udgør for faget.

I den indledende artikel diskuterer Anne Marie Fjord Jensen begrebet dannelse, der ses 'som en afgørende drivkraft i læring og dermed som en nødvendig grundidé for lærere . . .'. 'Underviseren må selv befinde sig i en vedvarende dannelsesproces for at kunne skabe grobund for personlighedsudviklende læring hos elever og studerende'. Per Fibæk Laursen gør op med den traditionelle forståelse af didaktikken som bindeled og formidler mellem basisfag og praktisk undervisning. Undervisning i et skolefag er en selvstændig og kulturskabende faktor. I en artikel om eleven og teksten fokuserer Birte Sørensen på den nye receptionsorienterede litteraturpædagogiks forudsætninger og muligheder og på baggrunden for de omsiggribende meddigtende opgaver i litteraturundervisningen. Meddigtningen kan åbne for et dynamisk samspil og møde mellem elev og tekst, men den kan også tabe sit sigte og få karakter af halvtomme fradigtninger, hvor teksten reduceres til afsæt for sjove kreative opgaver.

Antologien fremstår som et gedigent billede af det aktuelle danskfaglige landskab, men bortset fra læsepædagogikken er det efterhånden forunderligt, så samstemmende den danskfaglige offentlighed er. Redaktørerne er selv inde på det forhold, at der ikke hersker den store polaritet i synspunkter. Måske ville det være en god idé i den næste udgivelse at spørge, hvorfor denne enighed er blevet så omfattende. Er der spørgsmål, der ikke bliver stillet? Anne Marie Fjord Jensens artikel lægger nogle spor ud, der givetvis var interessante at forfølge. Hvis faget har en dannelsesmæssig retning i disse år, hvor er det så på vej hen? Bliver der i den daglige undervisning plads til fagets kritiske og personlighedsdannende potentialer, eller løber fagets mange nye tiltag ud i snilde metoder og finurlige opgaver?

Sven Erik Henningsen og Uwe Dall fortæller i deres artikel om et møde med projektopgaven og nogle elevers mere eller mindre heldige fremlæggelser. På trods af sympati for arbejdsformen bærer deres fremstilling præg af en vis faglig forskrækkelse over, hvad den kan føre med sig. Deres nødråb om mere litteratur i projektopgaven har noget 'Danmark til Ejderen' over sig, og man kunne få den tanke, om skolens ændrede praksis og nyorientering mod elevcentrerede og tværfaglige arbejdsformer rummer nogle af de udfordringer, hvor konsensusholdningen blandt fagets didaktikere for alvor kunne komme på prøve?

I den afsluttende artikel om læseplan og kvalitet bliver opmærksomheden rettet mod de stigende krav om, at undervisningen bliver mere målrettet og evaluerbar. Hvordan man selv synes, det går, er således ikke et tilstrækkeligt grundlag for at arbejde med kvalitetsudvikling i faget. 'Jeg har da et mål inden i hovedet, jeg skriver det bare ikke ned', har en lærer fortalt Birte Sørensen. Og dette er måske et symptom på det næsten uoverkommelige i at skulle opstille mål og evaluere i zonen mellem de seneste udgivelser fra Dansklærerforeningen, de centrale bestemmelser, den vejledende læseplan, der ikke blot skal 'læses', men først 'analyseres', og en kompleks og uforudsigelig virkelighed i skolen, hvor elevernes nærmeste udvikling, læringsmuligheder og selvbestemmelse skal tilgodeses.

De fleste dansklærere, der læser 'Danskdidaktiske Synsvinkler', vil højst sikkert synes, den er god. Det er den bestemt, og den bør ligge på arbejdsbordet hos alle dansklærere og de danskstuderende på seminarierne. Men har den mod og kraft nok til reelt at blive tænkt med, når læreren skal planlægge de næste lektioner med 7.a?

Jørgen Kuhlmann