Af Lars Ole Sauerberg
185 sider, 200 kroner
Odense Universitetsforlag
Gennem det seneste halve århundrede har litteraturteorien udviklet sig til at være et nærmest altomfattende bud på enhver form for menneskelig livsytring. Stort set hvert årti har budt på sin fremtrædende teoretiske skole med hver sit persongalleri og hver sin terminologi. Det bliver aldrig nemt at sætte sig ind i, men for en lidt mere ambitiøs studerende på lærer- eller videreuddannelse er denne bog et godt sted at starte.
Sauerberg gennemgår en række af de indfaldsvinkler, en læser - forstået som en fortolker - kan have til en tekst uanset litterær genre. Han belyser ved en række originale eksempler betydningen af fagterminologiens ord samt giver en meget kort beskrivelse af centrale personligheder, deres bidrag til teoriens udvikling, og hvilke af deres forgængeres erkendelser disse nye bidrag forholdt sig til eller kritiserede. Et godt stikordsregister gør det nemt at bruge bogen som opslagsbog, selv om den er skrevet som sammenhængende tekst.
Bogen kan næppe stå alene, alle begreber bør udbygges med eksempler fra tekster læst af den studerende. Men man er godt hjulpet i gang med læsningen af teoretikernes originale værker, når man har taget sig tid til at gennemgå denne korte introduktion. Og man vil erkende, at skønlitteratur også i skolen kan fravristes langt dybere lag end dem, man finder i præfabrikerede spørgsmål til dagens novelle.
Tonny Hansen
Dansk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.