Af Niels Holck
221 sider, 185 kroner
Alinea
En ny håndbog i dansk grammatik på hele 221 sider beregnet for syvende klassetrin og opefter er ingen hverdagsbegivenhed - måske fordi så digert et værk om netop dette emne nok vil forekomme en hel del dansklærere en smule overdrevet. På den anden side giver håndbogens omfang mulighed for at samle behandlingen af en række sprogligt relevante emner i et enkelt bind.
Håndbogen er opdelt i fem hovedafsnit:
- Stavehåndbogen indeholder ord, ordforbindelser og orddelinger, hvori der ofte forekommer stavefejl.
- kommaleksikonet beskriver kort, hvordan det ny komma bruges.
- Ordenes byggeklodser gør rede for ordenes rod og stamme og dannelsen af nye ord ved sammensætning og afledning.
- Gramatikken indeholder læren om sætninger, led og ordklasser samt en vejledning i, hvordan man kan foretage en grammatisk analyse af en tekst.
- Hvor kommer ordene fra? er titlen på en kort oversigt over det danske ordforråds oprindelse.
Som man vil se, er der ikke blot tale om dansk grammatik, men om elementær dansk sproglære . . ., men så kunne forfatter og forlag jo ikke have brændt deres lidt dumsmarte titel af.
I denne læsers øjne er det påfaldende, at det grammatiske komma, som foretrækkes af befolkningens flertal, og som Retskrivningsordbogen sidestiller med det ny komma, totalt ignoreres af forfatteren.
Næsten lige så iøjnefaldende virker udeladelsen af fremmedordenes modulsystem i afsnittet om ordenes byggeklodser. Et elementært kendskab til de relativt få for- og efterstavelser (eksempelvis dis-, hyper-, neo- og -fil, -logi, -sofi), som indgår i en mængde fremmedord, kan være den nøgle, der lukker op for en ordgruppe, mange ellers finder afskrækkende.
Trods disse mangler og Karin Winthers mildt sagt krukkede grafiske tilrettelæggelse bør en skole nok ikke afstå fra at anskaffe et antal eksemplarer af håndbogen til de lejligheder, hvor der er behov for at dykke lidt længere ned i sprogets system og mekanik.
Niels Holst
Dansk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.