Danske noveller fra H.C. Andersen til Bodil Bredsdorff
187 sider, 131,25 kroner
Serie: Nordlys for. . .
Gyldendal
Bogen er en antologi, der består af 21 noveller. Teksterne er ikke ordnet ud fra et tema eller efter perioder, men i alfabetisk rækkefølge efter forfatternes efternavne. Halvdelen af historierne stammer fra den nyeste tid - det vil sige fra 1980 til i dag. Der er således syv historier fra 90'erne. Blandt de yngste forfattere kan nævnes Sven Ørnø, Vibeke Marx, Hanne Vibeke Holst og Mads Brenø. Lidt ældre, klassiske forfattere som Johannes V. Jensen, H.C. Branner, Martin A. Hansen, Benny Andersen, Sven Holm og Anders Bodelsen er også repræsenteret. Og et enkelt eventyr af H. C. Andersen er også med. Nogle af historierne er ikke offentliggjort før.
De fleste historier har børn som hovedpersoner og opleves fra børns perspektiv.
Et andet fælles træk er, at langt de fleste er realistiske med letgenkendelige problemer og situationer fra børns og unges hverdag.
'Kristoffers mareridt' af Dennis Jürgensen, 'Skovnat' af Bent Haller, 'Familiejul' af Svend Holm og 'Morten Rasmussen' af Ole Lund Kirkegaard er de eneste, der rummer fantastiske træk.
Der er satset på sikre, spændende noveller med store muligheder for at fange elevernes interesse. De er også forholdsvis lette at læse. Begrænsningen til realistiske noveller fra nyere tid gør litteraturudvalget noget ensidigt, trods spredningen i tid.
Hvis der skal arbejdes med danskfaget i hele dets bredde, kan dette materiale kun bruges som supplement til grundmaterialer, der består af et mere nuanceret udvalg af tekster med større sproglige udfordringer.
Der er ingen fagdidaktiske overvejelser eller opgaver i bogen.
Antologien vil være brugbar som et klassesæt i mediecentrets samling, således at de mange gode historier i perioder kan inddrages som supplement i danskundervisningen.
Helge Christiansen
Dansk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.