Dansk

Af Torben Weinreich og Lars Handesten

227 sider, 145 kroner

Roskilde Universitetsforlag, telefon 4774 2515

Endnu en byrde til dansklæreren.

På bogens første 70 sider giver Torben Weinreich et overblik over, hvordan undervisningen i ældre litteratur er blevet behandlet i de officielle bestemmelser fra 'Den blå betænkning' og til 'Dansk 1995', og samtidig inddrages den litterære debat, blandt andet kanondebatten. Afsnittet giver et godt overblik, men der er ikke meget nyt at hente.

Resten af bogen, der er skrevet af Lars Handesten, er provokerende, irriterende, inspirerende og underholdende og hovedsagelig holdt i en analyserende ironisk eller sarkastisk stil.

På grundlag af en meget spinkel undersøgelse blandt ret tilfældigt udvalgte Danmarks Lærerhøjskole-kursister rundt om i landet kommer han til den konklusion, at det står helt galt til med undervisningen i litteraturhistorie i folkeskolen. Eleverne blokerer over for ældre tekster, og lærerne ved for lidt om ældre litteratur. Selv om litteraturhistorien er nævnt i 'Dansk 1995', er den institutionelle ramme for undervisning i ældre litteratur elendig.

Stort set alle undervisningsmaterialer på markedet bliver desuden ud fra et litteraturhistorisk perspektiv sablet ned.

Lærerne har en meget diffus forestilling om, hvad litteraturhistorie er. Det skulle egentlig ikke undre Lars Handesten, da han i nogle intense og velskrevne afsnit gør rede for, at der blandt forskere er vild uenighed om, hvad litteratur, historie og litteraturhistorie egentlig er. Som følge deraf er der også uenighed om litteraturhistoriens berettigelse i undervisningen.

Således fører en opfattelse af den litterære tekst som et autonomt kunstværk og dekonstruktivisternes tilkendegivelse af, at et værk er selvmodsigende, uafgrænset og ufortolkeligt, til problemer, hvis man ønsker at forsvare litteraturhistorien.

Lars Handesten konkluderer: 'Er litteraturhistoriens videnskabelige værdi tvivlsom, så er dens pædagogiske værdi uvurderlig'. Det kan være byrdefuldt at arbejde med de besværlige ældre tekster, der ikke appellerer umiddelbart til eleverne, men arbejdet kan give eleverne dannelse, det vil sige, at det giver eleverne national forståelse, sproglig bevidsthed, æstetisk sans og en værdifuld kulturel kapital.

I 'Den blå betænkning' advares der imod at dyrke litteraturhistorie i folkeskolen. Lars Handesten overdimensionerer også efter min mening helt litteraturhistoriens betydning og rolle i en danskundervisning, hvor så mange opgaver af faglig art trænger sig på i en knivskarp prioritering.

Hans opfattelse af dannelse er i modstrid med dannelsesbegrebet i 'Dansk 1995', hvor det slås fast, at dannelse vil sige, at eleverne erhverver personligt funderede værdiforestillinger og får støtte til deres identitetsdannelse ved modspil fra og arbejde med fagets områder. 'Fagets indhold er ikke et færdigt produkt af kulturarv, som kan leveres', har Torben Brostrøm udtrykt det. Dannelse sker ikke ved Lars Handestens lærerstyrede undervisning i litteraturhistorie ud fra intertekstuelle og receptionsæstetiske perspektiver.

Derfor virker hans hudfletning af 'Danskfagets didaktik' af Birte Sørensen med flere helt ude af dimensioner og uden sagligt fundament.

Bogens analyser er interessante, men dens kritik af folkeskolen og dens forslag til praksis rammer helt ved siden af på grund af manglende indsigt i folkeskolens praksis.

Der er ikke nogen grund til at lægge unødvendige byrder på dansklæreren, og arbejde med ældre litteratur må ske ad de mange andre veje, som er afstukket i de senere års litteraturpædagogiske debat.

Helge Christiansen