Af Tage Hansen og Torben Hjorth Olsen
112 sider, 75 kroner
Lærerens bog, 92 sider, 238 kroner
Gyldendal
'Ny Skriftligt for tredje' har en overflod af opgaver i alfabet, punktum og ordklassers bøjning. Isoleret formel træning med afmålte felter til entydige svar. Eleverne kan kontrollere sig selv, og alt repeteres. Træningen er grundig, men løsrevet. Inden for samme opgaveside skal eleverne springe direkte fra træning til at argumentere eller fortælle ud fra et af opgavernes løsrevne ord, for eksempel et kontrolord i et udfyldningsskema. Springene er umotiverede, og emnerne kan dermed forekomme tilfældige. Det er vigtigt at lære børn at argumentere, fortælle, skrive brev eller lave plancher, men i modsætning til træningsopgaverne er bogens vejledning her sparsom. Det nævnes, at et brev skal forsynes med afsender og modtager, men ikke at brevets indhold skal indrettes efter modtager. Der er opfordringer til at lave plancher, men ikke noget om hvordan de kan bygges op så andre kan have glæde af at se dem. Det er træning, ikke kommunikation. Der er temaafsnit om at have det hyggeligt/spændende/sjovt og om transportmidler, bolig og mobning. Temaerne kan være gode nok, men er her uden perspektiv - og lærerens bog fortæller mest om organiseringen af aktiviteterne. Det bedste er nogle af opgaverne til billedlæsning. De kan også overføres til billeder, klassen arbejder med - i en sammenhæng.
Bodil Nielsen
Dansk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.