Af Merete Brudholm og Henning Brudholm
Antologi 240 sider, 169 kroner
Idéer til tekstarbejde 107 sider, 99 kroner
Lærerens bog 92 sider, 129 kroner
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
Her er der et materiale, som fagudvalg i dansk bør se grundigt på. Det er oplagt til anskaffelse til danskundervisningen i 8.-10. klasse. Materialet er både fagligt og i den rent fysiske udformning solidt og godt.
Elevbogens tekster falder i følgende hovedgrupper: et udvalg af noveller og kortprosa fra 1990`erne, eventyr, gysere og fantastiske fortællinger og til slut klassiske, episke tekster og sange, hovedsageligt fra perioden 1880-1920.
Som det allerede fremgår af oversigten, er der et bredt udvalg af skønlitterære tekster spændende fra H.C. Andersen, Herman Bang, Henrik Pontoppidan, Johannes V. Jensen og Thøger Larsen frem til helt moderne forfattere som Camilla Christensen og Christina Hesselholdt.
Opgaverne i 'Idéer til tekstarbejde' er inspirerende og lægger op til en meddigtende litteraturpædagogik, der også lader teksternes strukturer, motiver og temaer komme til deres fulde ret. Der lægges stor vægt på, at eleverne tilegner sig et fagsprog i forbindelse med analyse og fortolkning af teksterne. Tekstudvalget giver også gode muligheder for periodelæsning med fokus på tiden omkring 1900 og 1990'erne.
Lærerens bog indeholder lærebogsforfatternes tolkning af teksterne og sætter dem også ind i en litteraturhistorisk og biografisk ramme. Dansklærere kan ganske vist godt finde ud af deres egen tilgang til skønlitteratur, men tolkningerne og de oplysninger om teksterne, der gives i forbindelse hermed, er værdifulde og letter lærerens forberedelse.
Afsnittet om dæmoniske fortællinger rummer fantastiske fortællinger og gysere, som vil blive slugt af eleverne. Der er også i forbindelse med dette afsnit mulighed for grundige overvejelser om teksternes genrer.
Indbindingen er solid, typografien læservenlig, layoutet indbydende, og illustrationerne, der blandt andet omfatter collager, akvatinter og tegninger, er velegnede til et billedlæsningsforløb.
Hvad rummer materialet ikke? Materialet er glimrende til arbejde med skønlitteratur og billeder, giver muligheder for oplevelser, analyse, fortolkning og perspektivering af tekster og rummer også gode oplæg til skriftlig fremstilling. Sagprosa og andre udtryksformer må man arbejde med i forbindelse med andre materialer.
Jeg kan varmt anbefale dette materiale til 8.-9. klassetrin, både til taskebog til eleverne og til klassesæt.
Helge Christiansen
Dansk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.