Det hedeste diskussionsemne i grænselandet mellem historiefaget og skønlitteraturen handler om, hvorvidt det overhovedet er muligt at tale sammenhængende om fortidige begivenheder uden at digte. Da fortiden ikke lader sig afbilde i en model 1:1, må man digte for at få sin viden om enkeltelementer til at hænge sammen til et forståeligt hele. Det har mange faghistorikere det lidt ondt ved at erkende. Men Kløvedal er ikke historiker i den forstand, så han gengiver gladelig i replikform Harald Blåtands diskussioner med biskop Poppo, og hvad Christian X i sit stille sind mente om Stau-ning.
Selv om hans litterære friheder ofte åbenlyst går over i det rene digt, er forfatterens indsigt fænomenal. Han har et eller andet sted sit kildemateriale i orden, og indimellem giver han stridende fortolkere lov til at stikke hovedet frem. Fortællingerne er skrevet i begyndelsen af 1980erne og netop genudgivet i ét bind og af gode grunde kan han ikke flette facts ind, der stammer fra den allernyeste forskning. Men Kløvedal stræber ikke efter detaljeret præcision. Han stræber efter sammenhæng og forståelse. Og efter at fortælle en række gode historier, uanset deres sandhedsværdi. Man kan have andre holdninger til historiefaget end forfatterens. Men det er svært ikke at nyde hans velfortalte beretninger.
Danmarksfortællinger
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.