Der er mange gode grunde til at opføre sig ordentligt i selskab med andre mennesker. Og nu har politisk aktive i Danmarks Lærerforening fået endnu én.
Hovedstyrelsen i DLF har nemlig vedtaget et såkaldt ”kodeks for samvær”, der kort skitserer, hvordan man bør opføre sig, når man deltager i faglige arrangementer i foreningen.
Kodekset gælder for alle medlemmer af foreningen, men hvis personer fra formandskabet, fra hovedstyrelsen, kongresdelegerede eller kredsstyrelsesmedlemmer opfører sig i uoverensstemmelse med kodeks, kan enhver indberette det til en ny whistleblowerordning, fremgår det af lærerforeningens hjemmeside. Ordningen omfatter ikke klager over tillidsrepræsentanter.
”Vi har indført det her, fordi vi som forening står bedst ved at have nogle klare rammer på området – det mener jeg alle bør have. Vi har desværre set nogle uheldige sager i andre organisationer, og har på den baggrund vurderet, at vi er nødt til at have et kodeks og nogle klare procedurer for, hvad vi gør, hvis det samme skulle ske hos os”, siger Thomas Andreasen, der er formand for arbejdsmiljø- og organisationsudvalget i DLF.
Han er også blevet udpeget som formand for det udvalg, der skal vurdere eventuelle klager om upassende adfærd. Et udvalg, der tæller to mandlige og to kvindelige medlemmer af DLF's hovedstyrelse. Ud over Thomas Andreasen er medlemmerne Per Breckling, Tine Agenskov og Marianne Giannini.
Eventuelle henvendelser til whistleblowerordningen vil i første omgang blive sendt til et eksternt advokatfirma, der skal afdække sagen. Hvis der er behov for at sagen bliver vurderet yderligere, bliver den taget op i udvalget, forklarer han.
Erfaren DLF’er: Vi har ikke en krænkerkultur
Heidi Yoma Rasmussen er formand for lærerkredsen i Høje-Taastrup Kommune og har været politisk aktiv i Danmarks Lærerforening siden 2006. Hun oplever ikke, at DLF har været udfordret af upassende adfærd og krænkelser.
”Jeg synes ikke, at vi har et problem med krænkende adfærd, og jeg ville aldrig have tænkt på, at vi havde brug for en whistleblowerordning og et adfærdskodeks, før der var nogle, der spurgte om det måske ikke var en meget god idé”, siger Heidi Yoma Rasmussen.
Hun mener dog, det ér en god idé, der er alle pengene og besværet værd.
”Det koster nogle penge at have en whistleblowerordning med et eksternt advokatbureau, men det er man nødt til i vore dage. Det er passende for tiden, og det er et udtryk for rettidig omhu, at vi gør det i så stor en forening som vores”, siger Heidi Yoma Rasmussen, der oplever, at der er sket en udvikling i den måde man sætter grænser på.
”Tidligere havde man en forventning om, at folk sagde det, hvis de syntes, tonen var for hård, men vi har fået nogle nye generationer som ser anderledes på det, og som i nogle tilfælde først siger noget, når de læser om andres sager i avisen. Det har vi ikke brug for som organisation, så det er fornuftigt at foregribe den slags ting”.
Er der en krænkerstraf?
På kredskontoret i Taastrup er der blevet talt om den nye whistleblowerordning, og særligt ét spørgsmål er dukket op i samtalen: Hvad er straffen for at overtræde foreningens kodeks?
Langt de fleste konflikter vil kunne løses igennem dialog, lyder svaret Thomas Andreasen.
”Men hvis der bliver indberettet meget grænseoverskridende episoder til whistleblowerordningen, så er det udvalgets opgave at vurdere, hvad der kan og bør gøres i forhold til hændelsen og eventuelt anbefale en form for sanktion”, tilføjer han.
Politisk valgte kan ikke afskediges på samme måde, som man ville kunne gøre det med en ansat, og udvalget kan derfor kun opfordre andre dele af det politiske system til at handle på en bestemt måde, forklarer Thomas Andreasen.
Hvis udvalget for eksempel vurderer, at et medlem af foreningens forretningsudvalg har overtrådt foreningens samværskodeks, kan de anbefale hovedstyrelsen at fratage vedkomne posten i forretningsudvalget, forklarer han.
Om en ordning uden velbeskrevede sanktioner virker forebyggende mod upassende adfærd kan være svært at sige, erkender Thomas Andreasen.
Læs også
Han håber dog på, at bevidstheden om, at der er klare rammer og et system, der står klar, hvis uheldet skule være ude, kan skabe en tryghed blandt de politisk aktive.
”Der er ikke så meget erfaring at trække på fra andre organisationer, og vi har heldigvis ikke haft nogle sager, der skulle håndteres, og det håber jeg da selvfølgelig heller ikke, at vi får”, siger Thomas Andreasen.
Du kan benytte Lærerforeningens whistleblowerordningen ved at trykke her eller på linket 'whistleblowerordning' allernederst på dlf.org. Her kan du også læse mere om DLFs samværskodeks.
Danmarks Lærerforening indfører klageinstans om krænkelser
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.