Grundbogen giver indsigt i dansk samfunds- og hverdagsliv, tankegang og kultur set gennem en families øjne. Den giver sig ikke ud for at fortælle sandheden om Danmark, men har et realistisk bud på, hvordan hverdagsliv anno 2004 med udgangspunkt i en middelklassefamilie kan være.
Bogen har syv kapitler: Familien, lokalsamfundet, Benjamin (barnet), Berit (hustru/mor), Jan (mand/far), Danmark gennem 100 år og resumeer. I hvert kapitel hører vi om familiens hverdag ude og hjemme, og der introduceres temaer som ægteskab, kønsroller, bolig, økonomi, familieforhold, traditioner, en dansk kommune, sundhed og sygdom, skole og daginstitutioner, børneopdragelse, uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet, fagforeninger, danskundervisning på arbejdsmarkedet, Danmarks historie og velfærdssamfundet.
I hvert kapitel er der faktabokse blandt andet om ægteskab og børn, fagforeninger, kønsroller, højtider, boligformer, nærdemokrati, folkeskolen, lægehjælp og Danmarks historie.
Arbejdsbøgerne bruges sideløbende med grundbogen.
I den første arbejdsbog er fokus på den mundtlige kommunikation. I hvert kapitel arbejdes der med forforståelse, cases, beslutningstask, etnografisk eksperimentering og evaluering. Der lægges vægt på autentisk sprogbrug og ægte kommunikation, for eksempel ved sammenligning mellem kulturer, diskussion af løsningsmuligheder og cases, hvor man får de nødvendige informationer ved at stille relevante spørgsmål til billeder. Et eksempel på diskussionsspørgsmål er: »Hvordan ser en kvinde ud, som er gift? I Danmark? I hjemlandet?«
I den anden arbejdsbog er sprogbrugen mere kompliceret, og der lægges større vægt på skriftsprog og sproglig korrekthed. Opgaverne i kapitlerne indeholder blandt andet forforståelse og arbejde med læseteksterne i grundbogen, en større opgave, hvortil der skal indhentes informationer, og desuden en skriftlig opgave. Et eksempel på diskussionsspørgsmål er: »Mål og metoder i børneopdragelsen«.
Sproget i grundbogen er enkelt uden at være barnligt. Fortælleformen er artikler skrevet ud fra interviews, krydret med citater fra personerne. Dette gør emnerne personlige og vedkommende.
Bogen kommer vidt rundt i samfundets traditioner, værdier og institutioner, både de konkrete og de mere abstrakte og uformulerede, som nok er de sværeste at lære at kende og forstå. Dens layout er indbydende og overskuelig med de korte kapitler, der alle har underafsnit med overskrifter, tekstbokse og fotos.
Opgaverne i arbejdshæfterne er engagerende. Viden, egne holdninger og sproglig udvikling bliver integreret i en helhed.
Materialet fremstår som sammenhængende, fagligt inspirerende og aktiverende.
Danmark på let dansk
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.