Hvor mange hedder Elvis, har en mor med et overskæg så langt, at hun kan sno det, en mormor, der er kanonkonge, og en onkel, der er både dværg og dyretæmmer? Ikke mange. Men drengen Elvis, hovedpersonen i Camilla Hübbes "Cirkus Saragossa", har sådan en familie. Han er et farverigt og fordomsfrit barn af cirkus. I første bog om familien kunne læseren følge, hvordan cirkusfolkene "gik i land" og slog sig ned i Lilleby. Selvsagt ikke noget helt let integrationsprojekt, men stærkt underholdende.En stor mangel har Elvis dog i sit liv. Han har ingen far. Om dette handler "Cirkus Saragossa 2, Bye, bye Elvis". Mens moren, Mercedes, prøver at blive borgmester, den senile mormor, Lola, går og brækker hoften, og den søde onkel Sonny kysser på den lokale isdame, leder Elvis efter sin far. En halsbrækkende og forgæves færd til lands, til vands og i luften.
Var første bind i lovlig høj grad båret af introduktion af miljø og personer, så har andet bind om den skøre familie til gengæld en herlig naturlig fremdrift. Elvis' søgen efter sin far får handlingen til at skride godt fremad, og plottet er medrivende. Det går lige i blodet på en syvårig, og samtidig bliver drømmen om en far på forunderlig vis trukket helt ned på jorden.
Rent sprogligt er "Bye, bye Elvis" også et niveau op fra første bind om Cirkus Saragossa. Prosaen løber gnidningsfrit og sender søde tanker til noget af det bedste for børn - Ole Lund Kirkegaard, Bjarne Reuter, ja, om det så er Astrid Lindgren, så strejfer bogen hendes tone i scener fra en sommerfødselsdag i en tilgroet have med saftevand og kage og en glad samling skæve eksistenser. Det er meget nemt at forestille sig disse bøger filmatiseret. Kun ærgerligt med sort-hvide - i øvrigt fine - illustrationer til en historie, der er et farvefyrværkeri.
Cirkus Saragossa 2
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.