Cellekampen

Har du set en ost, som fiser omkring og spiser grønærter? Noget i den stil kan opleves på computerspil, og Cellekampen kan på nogle punkter minde om disse spilklassikere, men er ellers meget seriøst og kan absolut bruges i undervisningen. Det er beregnet for folkeskolens 7.-10. klasser. I spillet bliver kroppens væv angrebet af fremmedelementer som tobakstjære, asbestfibre, pollen, bakterier og virus, og det gælder så om ved hjælp af immunforsvarets våben at nedkæmpe angrebet. På den måde kan spilleren stifte bekendtskab med forskellige slags hvide blodceller, antistoffer med mere, forskellige sygdomme og ikke mindst vigtigt: principperne i immunsystemet. Det kan være både tørt, kompliceret og abstrakt at skulle undervise i emnet, især fordi det kan være vanskeligt at illustrere - og begribe - men her bliver det hele mere nærværende, fordi de forskellige celler er illustrerede næsten naturalistisk og animerede, som var de selvstændige organismer, hvad de jo på sin vis også er. Med spillet følger en kort (11 minutter) introduktionsvideo, mest for underviseren, men det nævnes, at den kan vises for eleverne, og det er nok en god idé. Manualen er dejligt ukompliceret at læse emd tilstrækkelige oplysninger og gode, enkle forklaringer, fri for det dårlige og oppustede sprog, man kan finde i kommercielle manualer.

Til spillet, som fås på to disketter, kræves minimum en pc'er med 286 processor, men mindst 386 SX og 33 MHz anbefales, hvis ikke det skal gå for langsomt, samt en SVGA-skærm. Jeg har prøvet med en 386SX med 16 MHz og VGA - det går an, men der kan være lidt ventetid indimellem. På 486 DX, 33 MHz og Pentium 75 MHz går det absolut bedre. Spillet fylder 3,5 Mb på harddisken. En del andre betingelser skal være opfyldt, men de beskrives fint i manualen, og der tilbydes endog støtte via telefax.

Naturligvis er det et spil, så der må også være en vis underholdningsværdi. Alligevel synes jeg dog, at det er lidt drastisk, at man mødes med trusler om snarlig død af for eksempel bumser og en lille hudafskrabning. Det går dog ikke så galt, men man dør af tandpine, hvis man ikke er vaks med tasterne. Ved HIV/AIDS er det indlagt, at man dør på trods af alle anstrengelser. Efter kort tid vil de fleste elever sikkert finde spillet og udfordringerne for kedelige, og næppe vælge det til underholdning. Det er også for irriterende, at man ikke kan bruge mus, men skal sidde og banke løs på piletasterne for at flytte markør og celler. Lav det om i næste - eller i CD-versionen.