I disse sparetider har "Buster, Københavns Internationale Filmfestival for børn og unge" for anden gang sendt en gave til alle landets skoler. Gaven er en dvd med en perlerække af ti korte udenlandske film. I år kommer filmene fra Europa og Estland. To film til indskolingen er med danske stemmer, mens de øvrige film har undertekster. Spørg efter dvd'en på skolebiblioteket og se filmene før din kollega!
Alle film er af høj kunstnerisk kvalitet. Der er film til indskoling, mellemtrin og overbygning og til anvendelse i mange fag. Der er eksempler på fiktionsfilm, dokumentarfilm og animationsfilm, og for eksempel filmen "Frankie" leger på fremragende vis med grænsen mellem fiktion og dokumentar. Filmene behandler blandt andet aktuelle og kendte temaer som at være ny i klassen, sorgarbejde, gruppedynamik af værste skuffe og at sige fra.
To film skal fremhæves, men undlad ikke at se resten, da en anden film måske er mere relevant for din klasse og dit fag. I "Elefanter" møder vi Kate, der bor i et kedeligt hus med sine usigeligt kedelige forældre. Pludselig dukker tre skøre elefanter op! Blandingen af realfilm og animation, virkelighed og fantasi er fremragende og kan bygge bro til arbejdet med eventyr og dyrefabler. Filmen "Regnbueengel" er tilsyneladende en lille drengs kærlige skildring af sin bror. Storebroren forklarer, at han har blå mærker på kroppen, fordi han er en engel, men det viser sig at have en helt anden årsag. En film, der giver anledning til mange tanker.
Det tilhørende undervisningsmateriale er udarbejdet af Liselotte Michelsen. Det er let at gå til og med relevante og mangeartede opgaver. Du finder frem til undervisningsmaterialet på www.buster.dk ved at vælge Skoler og derefter UV-dvd 2. Projektet er støttet af Nordea-Fonden.
Buster
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.