"Kirkehistoriske profiler" er en ny og god bogserie til grundskolens ældste klasser. Vi møder denne gang så forskellige skikkelser som Frans af Assisi og Mother Teresa. De er begge katolske helgener og har i levende live haft et stort og smittende engagement. Mens den ene er mand fra 1200-tallets Italien, født til rigdom, men valgte fattigdom og omsorg for naturen, så er den anden kvinde og nærmest fra "vor tid", født i 1910 og død i 1997, født i Albanien af velhavende og politisk engagerede forældre, som måtte flygte til Makedonien. Hun hed oprindeligt Agnes, men tog navneforandring til Thérése, fordi hun læste bøger og skrifter om den franske karmeliter-nonne, Thérése af Lisieux, men læste også meget om Frans af Assisi, hvilket nok er den egentlige begrundelse for, at de to helgener er kommet med i samme bog. Hvor den ene slap, tog den anden over, kan man vel sige.
Der argumenteres godt for, at de to fortællinger skal læses i sammenhæng, så eleverne oplever deres relationer. Bagest i bogen er der mange gode undervisningsideer til forskellige emnearbejder om blandt andet fattigdom og forbrug, værdier, konflikter og forsoning, taknemmelighed og glæde. Menneskeliv og glødende engagement i en sag er altid godt undervisningsstof. Vi skal lære vore unge, at også de skal finde ud af, hvad de vil gøre i deres liv. At der er ting, der er så vigtige, at man vil gøre alt for at opnå det. Så hvorfor ikke begynde at fortælle om Frans af Assisi og Mother Teresa, som valgte rigdom og familie fra for at hellige sig en livsopgave blandt mennesker og dyr, der ellers ikke ville have fået den store opmærksomhed. Herved er mine anbefalinger givet videre til andre.
Broder sol - Søster vand
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.