Som ordstyrer bad Politikens uddannelsesredaktør, Jacob Fuglsang, debattørerne om at give skolereformen karakter efter 12-skalaen.
"Der er stor forskel på, hvor langt skolerne er med at implementere reformen. Derfor giver jeg en middelkarakter som 4 eller 7. Men vi er på rette vej, for jeg hører jeg fra eleverne, at der sker positive forandringer her i år to. Men reformen er en kæmpe opgave", indledte Silke Fogelberg, formand for Danske Skoleelever.
Også Mette With Hagensen, formand for Skole og Forældre, pegede på store forskelle mellem skolerne.
"Reformen skal have 7 for en god præstation, men med væsentlige mangler. Der bliver tænkt for lidt over, hvorfor eleverne skal bevæge sig, og så bliver det til bevægelse for reformens skyld. Det samme med lektiecaféer. Vi skal have fokus på, hvordan elementerne kan gavne eleverne".
Pædagogernes bedømmelse nærmer sig en dumpekarakter
Elisa Bergmann, formand for BUPL, var ikke meget for at sætte et tal på reformen, for som pædagog er hun ikke vant til at give karakterer.
"Reformen indeholder mange udfordringer for pædagogerne, som har fået nye opgaver og skal opbygge et samarbejde med lærerne. Men de har ikke tid til mødes. Hvis jeg alene skal bedømme pædagogernes del, nærmer vi os en dumpekarakter", sagde hun.
Som lærer har Bjørn Hansen, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF, livslang erfaring med at give karakterer, mente Jacob Fuglsang. Bjørn Hansen indvendte, at det ville svare til, at han skulle give sin 9. klasse en samlet karakter i biologi.
"Derfor ender det med middelkarakteren fire. Der er adskillige mangler rundt omkring, fordi reformen er underfinansieret. Vi har lærere, som kan og vil mere, end de får mulighed for", sagde Bjørn Hansen.
Mette With Hagensen efterlyste tid til at tale om, hvordan reformen skal implementeres.
"I skolebestyrelsen skal vi tale om, hvordan reformen skal se ud på vores skole, og det har politikerne ikke givet os tid til", sagde hun.
Politikerne i Folketinget lover guld og grønne skove
René Nielsen, formand for Børne- og Kulturchefforeningen, bedømte reformen til et flot 7-tal, mens lærernes formand var enig med Bjørn Hansen om 4.
"Først nedlagde man 12 procent af lærerstillingerne. Dernæst røg en endnu større andel af skolelederne. Så vedtager man, at eleverne skal gå længere i skole, og samtidig sparer man yderligere i kommunerne. Det hænger ikke sammen. Skolelederne er nødt til at prioritere, for vi kan ikke det hele på én gang", sagde Anders Bondo Christensen.
Der mangler nogen til at tage overordnet ansvar for reformen, mente han.
"Der er et gab mellem politikerne i Folketinget, der lover guld og grønne skove, og politikerne i kommunerne, som må prioritere økonomisk. Hvis ikke det gab bliver lukket, lander aben hos skolelederne", uddybede Anders Bondo Christensen.
Reformen skal ikke omtales som den perfekte verden
Lokalpolitikerne må tage ansvar for de resurser, de prioriterer til folkeskolen, erkendte Tina French Nielsen (V), der som skolerådmand i Aalborg repræsenterede KL på afbud fra borgmester Benedikte Kjær (K), Helsingør.
"Der skal være penge at arbejde for, men det er vigtigt, at vi ikke omtaler reformen som den perfekte verden, for det tager tid at få den til at fungere".
"Men ikke forberedelsestid", indskød ordstyreren og høstede latter fra skolelederne i den store sal i Musikhuset i Aarhus.
Tina French Nielsen bedømte reformen til 7 med pil opad.
"Ellers går jeg op mod 10, for jeg synes, skolen har flyttet sig enormt".
Skoleledernes formand differentierer karakteren
Skolelederforeningen gik ind for reformen fra dag ét. Men fire forhold gør det svært at få den til at fungere, fremhævede formand Claus Hjortdal.
"Reformen blev både født i en krig mellem KL og DLF, i en krisetid, i en tid med faldende elevtal, som giver færre penge til skolerne, og i hast. Alligevel ringede medierne efter få uger for at høre, hvordan det gik med at implementere den. Det er et enormt arbejde at få reformen til at fungere, og jeg har lyst til at give ti for skolernes indsats og syv, fordi der mangler meget endnu. Men når jeg ser på resurserne, lander jeg på fire eller to, for skolerne er skåret så meget ned, at der ikke er flere knapper at skrue på".
Vi må se, hvad der kan lade sig gøre
Tina French Nielsen har netop været til borgmestermøde i Venstre, hvor hun hørte om store forskelle på resurserne fra kommune til kommune.
Enorme forskelle på folkeskoler
"Hvis man sidder et sted, hvor der skal skæres ned, er det vigtigt, at man afstemmer forventningerne til skolerne", sagde rådmanden.
"Er det ikke lidt sent, når nu forventningerne er øget hos elever og forældre", ville ordstyreren vide.
"Alle steder - også i det private erhvervsliv - har måttet skære ned. Vi må sige, at vi har denne pose penge, og så må vi se på, hvad der kan lade sig gøre", svarede Tina French Nielsen.
Politikerne har glemt at fortælle, at reformen ikke ville være på plads fra første dag, mente René Nielsen fra Børne- og Kulturchefforeningen, som også pegede på sine egne medlemmer.
"Jeg ser to væsentlige elementer for forvaltningerne: Vi skal gøre dialogen mellem politikere og skoleledere bedre. Og vi skal tættere på skolelederne med sparring", sagde han.
Ziegler: Folkeskolen bliver ramt af besparelser
Skolen er for vigtig at overlade til politikerne
Lærernes formand tror ikke, at der kommer en stor pose penge til folkeskolen. Derfor vil han diskutere, hvad der kan komme ud af de penge, der nu engang er.
"I Finland bruger man ikke så mange resurser på folkeskolen som i Danmark. Alligevel præsterer man flotte resultater, man har skoler i landdistrikterne, og eleverne får et måltid mad. Finnerne prioriterer resurserne målrettet. De besluttede for mange år siden at opkvalificere lærerne med en femårig uddannelse på kandidatniveau, og de bruger ikke nationale test, fordi de har tillid til, at lærere og skoleledere påtager sig ansvaret. Det er en klar politisk prioritering", sagde Anders Bondo Christensen.
Han opfordrede skolens fagprofessionelle til at gå sammen om at rejse en overordnet diskussion om, hvorfor vi holder skoler.
"Er det kun for at skabe elever, som passer til samfundet? Eller er det også for, at den enkelte elev kan få et godt liv? Det, der hedder dannelse. Skolen er alt for vigtig til, at vi kan overlade den til Folketinget og kommunalbestyrelserne".
Lov 409 er røget direkte fra Folketinget ud til skolelederne
Kort efter at kommunerne overtog folkeskolen i 1993, begyndte de at decentralisere ansvaret for alt fra undervisning over gulvtæpper til tagrender til skolelederne, ridsede Claus Hjortdal op.
"Der blev justeret i sekretærtid og ansat viceskoleledere og afdelingsledere, og på et tidspunkt fandt Aarhus Kommune på også at ansætte administrative ledere. Det skete ud fra en fælles forståelse af, at der skulle være tid til at lede skolerne. Men så brød forhandlingerne om lærernes arbejdstidsaftale sammen, og lov 409 røg direkte fra Folketinget hen over forvaltningerne og ud til skolelederne. Derfor har kommunerne glemt at tale om, hvordan skolelederne skal få tid til at løse opgaven med reformen. Samtidig har vi på fire år mistet 15 procent af vores ledere. Hvis man spørger erhvervslivet, er ledelse det sidste sted, man skal spare, når der skal indføres en reform", sagde Claus Hjortdal.
Tid til samklang mellem politikere, forvaltning og skoleledere
Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) havde ikke mulighed for at deltage i debatten, men havde sendt en videohilsen, hvor hun udtrykte tillid til, at skolelederne kan løse opgaven.
"Tillid er godt, men kontrollen er desværre større", sagde Claus Hjortdal og henviste til, at undervisningsministeren foretrækker ledere, som begår fejl, fordi de prøver noget nyt, end ledere, der ikke tør ændre praksis.
"Det er flot sagt, men virkeligheden er anderledes. Da der kom kritik af de lange skoledage, var politikerne straks efter os. Vi måtte ikke beholde eleverne længere end til klokken 15, heller ikke selv om de først møder 8.15. Nu handler det om for store klasser, og ministeren bliver straks kaldt i samråd. Måske er der pædagogiske tanker og muligheder bag skoledagens længde og store klasser, men nej, kontrol er bedre. Det er tid til at skabe samklang mellem politikere, forvaltning og skoleledere", sagde Claus Hjortdal.
Bred enighed: Skolereformen kræver tålmodighed
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.