Få dage efter at en gruppe hørehæmmede elever begik hærværk på Nyborgskolen, valgte skolens ledelse at bortvise seks elever fra skolen. Skolens ledelse tog skridtet i begyndelsen af marts for at skabe ro om skolens virke.
Nyborgskolen glemte imidlertid at partshøre eleverne, så i sidste uge fik de og deres forældre 14 dage til at komme med deres version af sagen. Da det landsdækkende kompetencecenter for unge med høretab er det eneste uddannelsestilbud i landet specielt for unge med høretab, tilbød Region Syddanmark og skolen samtidig eleverne individuelt tilrettelagte undervisningstilbud et andet sted end på Nyborgskolen.
Eleverne kan vende tilbage til skolen
Nu ændrer Nyborgskolen og Region Syddanmark igen kurs og inviterer eleverne og deres forældre til samtaler på skolen. Målet er at få eleverne tilbage på skolen, indtil der træffes en endelig afgørelse i sagen.
"Vi bliver hele tiden klogere i denne sag. Region Syddanmark og Nyborgskolen har begået fejl i forbindelse med bortvisningen. Det beklager vi. Nu suspenderer vi bortvisningen af de seks elever, mens sagen kører", siger socialdirektør Anders Møller Jensen fra Region Syddanmark.
Forældrene til de seks elever blev kontaktet i går for at arrangere samtaler, så hurtigt det kan lade sig gøre. Region Syddanmark ser gerne, at de finder sted i løbet af de næste dage.
Udover ansatte fra Nyborgskolen vil medarbejdere fra Region Syddanmark deltage i samtalerne med de seks elever og deres forældre.
Efter samtalerne vil eleverne kunne vende tilbage til Nyborgskolen og genoptage deres undervisning, indtil det er afgjort, om der er baggrund for en egentlig bortvisning.
Bortvisningen af Nyborg-elever er suspenderet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.