"Bertel Haarders udspil omkring danskundervisningen i folkeskolen og på seminarierne er destruktivt i forhold til de fremskridt, der er ved at ske i forhold til de tosprogede børns undervisning", siger Per Bregengaard om planerne om at nedlægge linjefaget dansk som andetsprog i læreruddannelsen og kun give særlig danskundervisning til børn, som er indvandret til Danmark.
(udspillet er dog ikke kommet fra Haarder, men afleveret til ham af det udvalg, han har nedsat til at foreslå en handlingsplan for læsning, red.)
Per Bregengaard mener, at forslaget muligvis baserer sig på en misforståelse - at man ikke har gjort sig klart, dansk som andetsprog ikke udelukkende er koncentreret om læseundervisningen.
"Dansk som andetsprog er en dimension i al undervisning, som handlingsplanen peger på. Men dansk som andetsprog er imidlertid også særligt tilrettelagte undervisningsforløb for tosprogede elever med konkrete behov. Disse forløb forestås af skolernes sprogcentre i et samarbejde med klassens lærer og i tæt tilknytning til undervisningen i klassen. I dansk som andetsprog laves der også sproglige vurderinger af eleverne. De er med til at sikre at undervisningen målrettes den enkelte elevs forudsætninger. Disse meget vigtige elementer i undervisningen for tosprogede elever vil gå tabt, hvis den særlige undervisning i dansk som andetsprog nedlægges", siger Per Bregengaard og tilføjer, at den faglige ekspertise i tosprogsundervisning på Danmarks Pædagogiske Universitet er enig med ham.
"Jeg agter at henvende mig til de andre byer i 6-By-samarbejdet - som Københavns Kommune har et intenst samarbejde med - og Kommunernes Landsforening for i fællesskab at lægge pres på ministeren. Det vil forhåbentlig bringe ham til fornuft", siger Per Bregengaard, Enhedslisten.
Borgmester vil kæmpe for dansk som andetsprog
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.