Der var tilfredshed at spore hos formand for Danmarks Lærerforening (DLF) Anders Bondo Christensen, da han efter et kvarter havde færdiggjort sit fortræde i Folketingets børne- og undervisningsudvalg. Rundt om bordet med Folketingets skoleordførere var der nemlig umiddelbart opbakning til at i gangsætte en analyse, som skal præsentere et bud på, hvordan man sikrer tilstrækkeligt med lærere i folkeskolen.
"Det gik, som jeg havde håbet og regnet med. Jeg hæfter mig ved, at der simpelthen ikke var tid nok til alle de spørgsmål, der blev stillet. Så det viser en interesse for sagen. Vi har nogle indikatorer på, hvorfor vi er havnet i denne her situation, men det kunne være rart med et mere solidt grundlag ved at lave en analyse af, hvad skal der til for at holde på lærerne, og hvordan får vi nogle af de lærere, som har forladt skolen tilbage igen. Der var der tilkendegivelser hele vejen rundt om bordet om, at det vil man gerne være med til", lyder det fra DLF-formanden kort efter, at han er kommet ud fra mødet.
KL: Tal skolen op til gavn for lærer-rekrutteringen
DLF: Vi vil lave analyse i fællesskab med ministeriet
Her blev han efterfulgt af Socialdemokraternes undervisningsordfører Anette Lind, som inden hun gik videre, understregede over for DLF-formanden, at partiet støtter op om en mulig analyse. En analyse, som DLF håber på bliver et sammenspil mellem ministeriet og DLF.
"Det vil være vores forslag. Vi kunne godt lave en selv, men det vil det have mere værdi, hvis vi er flere om det", fortæller Anders Bondo Christensen.
Til mødet var alle partiernes skoleordfører til stede på nær de Konservatives Mai Mercado og Liberal Alliances Merete Riisager. Udover at glæde sig over opbakningen til en analyse håber Anders Bondo på, at analysearbejdet snart kan starte.
Kampen om lærermangel-dagsordenen
"Jeg håber, at vi kan gå i gang hurtigt. For ting tager tid, og det gør det også her. Først skal analysen laves, og derefter skal man finde ud af, hvordan den skal bruges. Vi skal være opmærksomme på, at hvis man ikke handler i tide, så risikerer man at komme på den anden side af point-of-no-return".
SF: Lærermangel kan ende som katastrofe
SF's undervisningsordfører Jacob Mark støtter op om analysen, men mener ikke, at en analyse er nok. Han så hellere, at der blev udviklet en decideret handleplan for at komme problemet til livs.
"Det her er et af de mest alvorlige problemer, som den danske folkeskole står over for. Man skal være både blind og døv for ikke at erkende, at hvis vi lige pludselig står uden et tilstrækkeligt antal ansatte, så er det en katastrofe. Derfor synes jeg, at det er en god ide at lave en analyse. Men det er vigtigt, at den ikke blot konstaterer, at der er et problem, men at det i højere grad bliver en handleplan, så vi kan løse problemet", siger han og fortsætter.
17.000 læreruddannede arbejder ikke i skolen
"Det kan ske igennem kampagner om lærerfaget, og så handler det om bedre arbejdsvilkår - jeg tror, at mange af de kommuner, som har de værste arbejdsvilkår, lige nu mærker straffen".
På næste forligskredsmøde vil partiet derfor foreslå, at der skal i gangsættes en handleplan.
"Vi foreslog faktisk på sidste møde, at man laver en analyse. Men nu kan vi på baggrund af i dag, at der bør laves en handleplan. Og det hører jeg også Dansk Folkeparti sige".
Anden gang blev lykkens gang for Bondos foretræde
Dagens foretræde skulle oprindeligt have været afholdt for den 15. marts, men her måtte Anders Bondo forlade Folketinget med uforettet sag, da mødet blev aflyst på grund af, at en debat og afstemning om kontanthjælpsloftet trak ud i Folketingssalen.
Flere undersøgelser peger på lærermangel over hele landet. I en undersøgelse, som KL offentlige kort før jul, svarede 75 kommuner, at de i høj eller nogen grad har vanskeligt ved at rekruttere lærere. Året før havde 41 kommuner til sammenligning problemer med at skaffe det nødvendige skolepersonale.
Det sker samtidig med, at en rapport fra Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd har i marts viste, at hele 17.000 læreruddannede har job udenfor folkeskolen.
Bondo på Christiansborg: Partier takker ja til analyse om lærermangel
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.