"Vi skal have nøje øje på generelle lønstigninger. For det er reelt lønnen som mange er bekymret for", siger forhandler for de regionalt og kommunalt ansatte og formand for DLF Anders Bondo efter det første politiske møde med KL's forhandler Michael Ziegler. Blitzlys og stærke kameraspot forevigede parternes glade smil og faste håndtryk. Men der var også plads til uenighed.
Medarbejderne ønsker tryghed i ansættelsen
Anders Bondo lægger vægt på, at større tryghed i ansættelse er et af de elementer, der kan få lærerne til at stemme ja til et overenskomstresultat.
"Vi står over for afskedigelser i kommunerne", siger Anders Bondo. "Vi ønsker at sikre, at man i videst muligt omfang sikrer omplaceringer. Vi vil gerne diskutere, om man kan finde nogle ordninger, så man kan beholde medarbejderne. Og så kigger vi også på længere opsigelsesvarsler".
Michael Zigler er borgmester i Høje-Taastrup og formand for KL's løn og personalepolitiske udvalg. Han er ikke enig med Anders Bondo, når det gælder mere tryghed i ansættelsen.
"Min oplevelse er, at vi har gode generelle vilkår i kommunerne - også når vi skal ud og afskedige. Og mange kommuner er rigtig gode til dét, som Anders beder om, at finde ordninger, hvor man kan omplacere medarbejdere", siger Michael Ziegler.
Begge parter er enige om, at på trods af afskedigelser lige nu, vil det om ganske få år være en stor udfordring at skaffe medarbejdere til kommuner og regioner.
"Når jeg er ude at sige, vi skal have plustid, og vi skal have flere medarbejdere til at gå fra deltid til fuldtid, så er der mange, der siger til mig, at det ikke er den virkelighed, vi står i - nu hvor vi nedlægger stillinger. Men det billede vender snart. I løbet af de næste seks år går en fjerdedel af de kommunalt ansatte på pension eller efterløn", siger Michael Ziegler
Færre lærere skal ende på invalidepension
Anders Bondo tror også, at de resultater der kan hentes hjem i de forhandlinger, som den enkelte organisationer har med KL vil få stor betydning for, hvordan medlemmerne modtager resultatet.
En stor udfordring er det høje antal af lærere, der ender på invalidepension. Han håber, det bliver muligt at lave et projekt, der forpligter både kommuner, kredse, skoler og tillidsrepræsentanter til at tage ansvar for problemerne.
"Vi skal ud og præsentere sådan et projekt i enighed. Vi skal sætte nogle succeskriterier - jeg ville gerne kunne halvere antallet af lærere, der ender på invaliditetsydelse i løbet af ganske få år. Jeg ved det lyder ambitiøst, men vi kan ikke være andet bekendt. Selv om vi står med en økonomisk smal ramme, så skal vi bruge den til at få nogle resultater, der betyder noget for vores medlemmer".
Overenskomstforhandlingerne forventes at være færdige i slutningen af februar.
Bondo: Overenskomsten skal sikre lærerne tryghed
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.