I indledningen fremhæver Anders Bondo Christensen blandt andet, at ledigheden blandt unge i Danmark er lavere end ledigheden blandt unge i alle andre EU-lande, og at The Economist for nylig udnævnte Danmark til verdens bedste land at investere i.
"Der er en række indikatorer på, at det danske uddannelsessystem med folkeskolen som grundpille lykkes overordentligt godt. Vi skal naturligvis hele tiden bestræbe os på at gøre det endnu bedre, men vi skal samtidig passe på, at initiativerne ikke ender med at underminere den kreativitet, udvikling og kvalitet, der præger de fleste folkeskoler i dag", skriver Anders Bondo.
Folkeskolen er en kommunal opgave, og ifølge loven har skoleledere, lærere og børnehaveklasseledere ansvaret for undervisningens kvalitet inden for de rammer, byrådet stiller til rådighed. Alligevel bruger mange, der ikke selv har et ansvar for folkeskolen, betydelige resurser på at forklare, hvordan skolen burde være.
"De mere eller mindre velmenende råd bygger ofte på konklusionerne fra diverse internationale undersøgelser eller - rettere - på pressens udlægninger af dem. Vi har i en række tilfælde oplevet, at undersøgelserne bruges til at drage letkøbte konklusioner. Det er sket i så massivt et omfang, at der er opstået en række myter om folkeskolen. Bliver der ført skolepolitik på baggrund af myterne, er der en alvorlig risiko for, at de politiske tiltag ikke vil styrke skolen - måske tværtimod", advarer Anders Bondo.
Over tre sider går han i kødet på udsagn som 'Lærerne kender ikke elevernes faglige standpunkt', 'Centralt fastsatte test er nødvendige for at styrke det faglige niveau' og 'Folkeskolen er verdens dyreste'. Om det sidste skriver han:
"Den mest sejlivede myte om folkeskolen er formentlig påstanden om, at den danske folkeskole er verdens dyreste. Af OECDs rapport 'Education at a Glance' fremgår det, at folkeskolen indtager en fjerdeplads. Hertil kommer, at sammenligningerne er behæftet med betydelig usikkerhed. I Danmark har vi for eksempel generelt et forholdsvis højt lønniveau, vores pensionssystem betyder, at der indbetales forholdsvis store beløb til pensioner, og den offentlige finansiering af skolen bliver ikke suppleret af brugerbetaling, som det sker i en række andre lande".
Frem for myter er der brug for at understøtte den enkelte lærers og leders ansvar og deres muligheder for at løse folkeskolens vigtige opgave, understreger Anders Bondo og opfordrer kommunerne til at arbejde sammen med DLF om opgaven.
"Vi har i fællesskab ansvaret for folkeskolen. Det forpligter os til altid at bestræbe os på at gøre det endnu bedre. Det forudsætter imidlertid, at det ikke er myterne om folkeskolen, der sætter dagsordenen for udviklingen. Løsningerne skabes bedst af dem, der har ansvaret for skolen, og Danmarks Lærerforening er parat til at gå ind i et sådant samarbejde", skriver han til kommunalbestyrelsesmedlemmerne.
Bondo advarer kommuner mod at føre skolepolitik på myter
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.