De tre sidste, bind IV-VI, af Børnenes verdenshistorie, hvoraf bind I-III anmeldtes i Folkeskolens nummer 3 i januar i år. Det er stadigvæk charmerende, uhøjtidelige bøger, som fortæller om vigtige verdenshistoriske begivenheder i udvalg og på en meget overfladisk facon. Til gengæld kunne der være pæne chancer for, at nogle børn og unge ville finde på at læse dem af egen fri vilje. Men desværre lever de tre seneste bind ikke helt op til de gode takter fra oldtid og middelalder. Måske fordi der er så meget mere stof at vælge ud fra, måske fordi forfatter- og tegnerteamet har tabt gejsten undervejs.
At skulle fortælle nyere tids verdenshistorie så kortfattet er nærmest en umulig opgave, og det har da også kun kunnet lade sig gøre ved en særdeles hårdhændet udvælgelse med total foragt for detaljer, nuancer og i nogle tilfælde også historiske kendsgerninger. Således kaldes den franske stænderforsamling rigsdagen, en betegnelse, som er meget lidt beskrivende for vore dages unge, mens Nationalforsamlingen kaldes en regering. Normalmeteren i Paris beskrives som fremstillet af stål, det korrekte er en legering af platin og iridium. Henry Ford tillægges ideen om opdeling af arbejde i deloperationer, det krediteres ellers F.W. Taylor, og Fordvitsen om T-modellen bliver til: Man kan få den i hvilken som helst farve, man ønsker, bare den er sort. Det er jo rent vrøvl. Mening giver det mere korrekte: 'Den kan bestilles i alle farver, men leveres kun i sort'. Om Leonardo da Vinci går det helt i sort: 'En af Leonardos kendteste malerier hedder Nattevagten. Den forestiller Jesus og hans disciple, som spiser . . .' Bøgernes tekst vokser hen ad vejen i omfang i forhold til illustrationerne, hvilket kan forsvares med børnenes bedre læsestandpunkt. Men dette sammen med de mange forskellige emner, der ikke gås i dybden med, får nemt helheden til at virke kalejdoskopisk og uinteressant for målgruppen, ikke mindst fordi tegningerne for ofte blot bliver livløse illustrationer og ikke en del af fortællingen.
Man kunne med ganske få sætninger på relevante steder have givet bøgerne en mere dansk vinkel, men det er ikke sket.
Bøgerne kan da medvirke til at give en vis struktur, og de enkelte emner vil vel også kunne benyttes som udgangspunkter for mere dybtgående arbejder, så det derfor kan forsvares at bruge penge på at gøre værket komplet.
Hans Erik Berthelsen
Børnenes Verdenshistorie bind 4-6
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.