"Det er frustrerende at være på indkøb, for man er jo næsten idiot, hvis man kun køber én pose slik til 10 kroner, når man kan få tre til 15. Vi synes ikke, at der skal være fordele ved at købe mere, og derfor er et forbud en god og enkel ide", siger overlæge Birgitte Weile til 24timer. Hun har sendt brevet på vegne af børnelægernes udvalg for ernæring til familie og forbrugerminister Carina Christensen (K). Lægerne er bekymrede over den stigende overvægt blandt børn og mener, at mængderabatterne er med til at skrue forbruget op.
"Et forbud er nemt og mere effektivt end at skrive pjecer, som kun få læser. Her kan vi få fat på alle, også de forældre, der har svært ved at vælge den sunde kost i butikkerne", siger Birgitte Weile.
Butikkerne skal tage et etisk ansvar
Familie- og forbrugerminister Carina Christensen (K) er enig med lægerne i, at der skal fokus på børns ernæring, men hun tror ikke, at et forbud er løsningen. Hun mener, at man kan nå langt af frivillighedens vej og forklarer, at hun har holdt flere møder med industrien, hvor de giver udtryk for at ville tage et etisk ansvar ved for eksempel at reducere størrelserne på slikposerne.
"Hvis jeg troede, at butikkerne ikke ville gøre noget, så kunne det godt være, at man skulle lovgive, men jeg oplever, at de er ved at indse, at de også har et ansvar, og den udvikling skal vi bakke op om", siger hun til 24timer.
Børnelæger: Forbyd mængderabat på slik
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.