Hvor langt vil jeg gå for at få ´likes'? Hvordan lærer jeg at tænke i stedet for at svare på en sårende kommentar med det samme? Hvad kan jeg gøre for at tage pauser fra computeren?
Børn har brug for svar på spørgsmål som disse. Det er især vigtigt at tage spørgsmålene op med børn, der har kognitive udfordringer som for eksempel ADHD og autisme. De har sværere ved impulsstyring og konsekvensberegning, og det kan udfordre deres sociale liv på nettet.
Derfor har blandt andre Red Barnet og ADHD-foreningen lanceret undervisningsmaterialet 'Er du OK på nettet?' Materialet er gratis og har netop til formål at styrke børn og unge med kognitive udfordringer i at bruge digitale medier på en måde, så de inkluderes i sociale fællesskaber på nettet.
Børn råber på mere viden
Der har været stor efterspørgsel på materialet fra børnene selv, fortæller seniorrådgiver Marianne Pihl fra Red Barnet.
"Relationer på sociale medier fylder meget i børn og unges hverdag. For dem er det at være sammen med venner ikke afgrænset til at være i samme rum. Hvis man har kognitive udfordringer, er der mange fordele ved at kunne kommunikere online, men der er også et stort behov for støtte og vejledning fra voksne. Mange børn råber ligefrem på, at voksne sætter sociale medier på dagsordenen i skole og klub. Det håber vi, at flere fagvoksne på specialområdet kommer til med dette undervisningsmateriale", siger hun.
Svært for børnene at afkode beskeder
Også ADHD-foreningen oplever, at lærere og pædagoger har brug for værktøjer til at sætte gang i dialogen om tryghed og trivsel online.
Anna Furbo Rewitz er projektleder på foreningens mestringsgrupper for børn og oplever, at usikkerheden omkring det sociale liv på nettet fylder hos børnene og de unge.
"De er blandt andet udfordrede på at forstå stemningen bag beskeder på nettet. De kan for eksempel have ekstra svært ved at afkode, om en besked er skrevet i vrede, for sjov eller med ironi. De kommer derfor hurtigere galt af sted, fordi de misforstår eller svarer for impulsivt", siger Anna Furbo Rewitz.
Det kan også være, at de er for lidt 'på' over for vennerne, fordi de har svært ved at holde fokus, huske og følge op. Eller vennerne kan synes, at de er for meget "på", fordi de ikke følger de uskrevne regler bag det at begå sig socialt online.
"Det er også nemmere at komme til at give for meget af sig selv - eller andre - i ord eller billeder, når man har problemer med at se grænserne", siger Anna Furbo Rewitz.
Emnet ligger i en gråzone og kalder på etiske overvejelser
Når børn skal have til at navigere på sociale medier, kan det være svært at finde ud af, hvem opgaven ligger hos. Lærere og pædagoger kan let tænke, at det er forældrenes opgave, og forældrene kan tænke, at det lærer børnene i skolen.
Under alle omstændigheder kalder emnet på nogle etiske overvejelser, fremhæver materialet:
- Kan man tillade sig at arbejde med børnenes private profiler i et spil, eller er det barnets private rum?
- Har man som fagvoksen lyst til at åbne for dialog om børnenes relationer på nettet - eller er det som at træde ind i deres teenageværelse?
- Og kender man nok til sociale medier til at gå i gang med at undervise børnene?
"Det kræver måske lidt ekstra mod at gå i gang, men gevinsten er så meget større, da det er et område, hvor man virkelig kan gøre en stor forskel. Det er en mulighed for at arbejde konkret med børnenes identitet, selvforståelse og sociale kompetencer", hedder det i materialet.
Du finder materialet via dette link:
Børn med kognitive udfordringer kan få hjælp til et bedre socialt liv på nettet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.