Børn med funktionsnedsættelser har få venner

Undersøgelsen er lavet af SFI, Det nationale forskningscenter for velfærd, og sammenligner 11-årige børn i almindelighed med 11-årige børn med funktionsnedsættelse. Det er første gang i en nordisk sammenhæng, at en sådan sammenligning sker, og både børnene og deres mødre er blevet interviewet.

Funktionsnedsættelser hos børn har især betydning for deres kontakt med andre. De har flere konflikter med kammerater og lærere end andre børn, og de har større risiko for at blive mobbet og for selv at mobbe. De har sværere ved at knytte venskaber og tilbringer mindre tid sammen med kammerater end andre børn. Langt de fleste er dog på besøg hos kammerater i hvert fald en gang om ugen.

Drenge rammes hårdere end piger

Drengene er mere belastet af en funktionsnedsættelse end pigerne, og mange flere drenge end piger har en funktionsnedsættelse. Det hænger sammen med, at ADHD og autismeforstyrrelser, som især findes hos drenge, udgør en meget stor andel af funktionsnedsættelserne.

Forældrenes hverdag og samliv præges også

Forældre til børn med funktionsnedsættelse beskæftiger sig en del mere med barnet, end andre forældre gør med deres børn. Forældrene leger og foretager sig ting sammen med barnet. De taler også mere med børnene om deres forhold til kammerater og lærere.

Til gengæld bruger forældrene langt mindre tid på selv at besøge venner eller gå i biografen. Mødrene bruger mere tid sammen med barnet til fritidsaktiviteter, men mindre til skolearbejde, set i forhold til familier i almindelighed.

Selv om alle de undersøgte familier modtager støtte fra det offentlige, melder mødrene om langt flere stresssymptomer som for eksempel søvnproblemer, migræne og depressioner, end andre mødre gør.

At have et barn med funktionsnedsættelse påvirker også mødrenes arbejdsliv, men belaster i endnu højere grad familielivet. Forældrene skændes langt mere end andre forældre, og det drejer sig ofte om, hvordan barnet skal opdrages.

De søger oftere hjælp hos psykolog eller familieterapeut, og skænderierne fører ikke til flere skilsmisser. Stort set lige mange mødre til børn med funktionsnedsættelse og mødre i almindelighed bor sammen med barnets biologiske far.

Overgangen til voksenlivet skal også kortlægges

Et barns funktionsnedsættelse gør derimod en forskel for de forældre, der bliver skilt. I de tilfælde får moren som regel barnet, og hun forbliver oftere enlig end andre mødre. Desuden har lidt flere af disse mødre været enlige, siden de fik deres barn med funktionsnedsættelse.

"Umiddelbart kan resultaterne måske virke opsigtsvækkende. Men det er under alle omstændigheder en belastning for et par at få et barn, og denne belastning er lidt større med et barn med funktionsnedsættelse. Det er baggrunden for, at der tilbydes en række støtteordninger for denne gruppe, så forældrene får mulighed for et familieliv sådan som andre mennesker", konkluderer forskerne Steen Bengtsson, Helle Hansen og Maria Røgeskov, der står bag undersøgelsen.

Deres plan er at følge børnene med funktionsnedsættelse parallelt med SFI's forløbsundersøgelse af årgang 1995.

"På den måde kan vi få et billede af, hvordan overgangen fra barn til voksen forløber for børn med funktionsnedsættelse sammenlignet med den tilsvarende proces for børn i almindelighed", siger de.

Du kan downloade undersøgelsen via linket til højre.