Blodbrødre

Der er blodbånd mellem to af hovedpersonerne i Carsten Folke Møllers nye ungdomsroman, "Blodbrødre". Jeppe og Julian har været bundet tæt sammen af en ed, de svor, da de blandede blod i 1. klasse. Men romanen udspiller sig, da de er blevet teenagere med usikkerheden som fast følgesvend. Så da en ny pige kommer ind i klassen under dem, bliver båndet udfordret. Som i et klassisk trekantsdrama træder Caroline ind på scenen, og venskabet bliver sat på prøve. I starten er der ganske vist ikke tvivl om, at Caroline er vild med Julian og vil være sammen med ham. Så Jeppe og Julian kan bevare deres venskab. Men det kan ikke overraske ret mange læsere, at kærligheden er flygtig i denne alder. Den fine balance ryger, og blodbåndet løsnes med fatale konsekvenser for teenageflokken.

"Blodbrødre" tager på denne måde fat om temaer, som er relevante for mange teenagere, og den taler til denne gruppe ved at udspille sig i et nutidigt miljø med mange henvisninger til den aktuelle ungdomskultur. Det er også en højdramatisk historie, der i kraft af selve udviklingen i historien og dens muligheder for identifikation vil kunne fange nogle unge.

Men dramatikken er udelukkende knyttet til historiens drive. Sprogligt set er det ikke en bog, der udfordrer læseren, eller som kan åbne for nye aspekter i historien. De få steder, hvor der er tilløb til, at der kommer lidt mere liv i sproget, kommer det til at ligge tæt op ad klichéen, som for eksempel da Caroline henvender sig til Julian første gang, og han var "ramt af tordenkilen og . trukket imod hende som en magnet". Så selv på de mest intense stationer i historiens handling er bogens sprog blodfattigt og tamt.