Malmø fattes lærere, og derfor vil den svenske by rekruttere danske undervisere til skolerne. Lærernes A-kasse var forleden vært for et møde i København, hvor repræsentanter for arbejdsformidlingen og grundskoleforvaltningen i Malmø fremlagde mulighederne for at et lærerjob i den tredjestørste svenske by.
"Vi kommer til at mangle 500-600 lærere hvert år", siger Daniel Lindbladh fra grundskoleforvaltningen i Malmø. "Så lærere er meget eftertragtede i Malmø. Grunden til, at vi mangler så mange lærere er for det første, at mange nuværende lærere går på pension, men også at vi får flere børn ind i skolen".
Et tilsvarende skolesystem
Det svenske skolesystem svarer godt til det danske med den forskel, at der kun arbejdes med én fast lærer i indskolingen på de fleste skoler. Derudover har skolerne i Malmø efter sigende selv flere resurser afsat til det arbejde, som ligger ved siden af undervisningen:
"Vi har mange resurser til vores inklusionsopgaver og det er en meget værdifuld ting, som vi mangler i Danmark", siger Cecilie Lindahl, som har været lærer i 22 år. 20 i Danmark og de to seneste i Malmø. "Der er meget bedre mulighed for at nå rundt til alle eleverne i undervisningen, når der er så mange resurser til rådighed".
Sproglig barriere
En af dem, der var mødt frem til mødet i A-kassen, var Hamid Boudoudou, som tidligere har arbejdet som modersmålsunderviser, finder muligheden spændende, men ser også nogle udfordringer:
"Jeg har det dårligt med svensk, og jeg er ikke sikker på, at jeg ville kunne nå at lære det", siger han.
Selvom det kan synes uoverskueligt at undervise på et andet sprog end sit modersmål, mener Daniel Lindbladh ikke, at det er noget problem. "Vi har haft flere danske lærere, som er kommet til Malmø for at undervise og sproget har endnu ikke været et problem. Der går måske lige en måned i skolen, før den sidder der, men man har jo også mulighed for at træne sit svenske i månederne op til at man starter".
Cecilia Lindahl tilføjer at den sydsvenske lærermangel også har en positiv afsmitning på arbejdsglæden. "Man føler sig meget værdsat og eftertragtet, fordi der er behov for lærere i Malmø".
Bli lärare! Malmø efterlyser danske lærere
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.