Af Helene Kemp
Elevhæfte, 24 sider
Video, 30 minutter.
Gratis
Dyrenes Beskyttelse
- Forsøgsdyr skal på sigt erstattes med alternative testmetoder. Det mener Dyrenes Beskyttelse, der for nylig har rundsendt dette materiale beregnet for de ældste klassetrin til samtlige skoler i landet
Der findes ikke meget materiale om forsøgsdyr til folkeskolen. 'Så længe de lever' kan bestemt være med til at udfylde et hul i undervisningen, hvis det vel at mærke sker i kombination med andre og mere objektive informationer. Et sådant kampagnemateriale, der automatisk dumper gratis ind på samtlige skoler, har i skolens bevidsthed ikke den samme værdi som et materiale, man aktivt rekvirerer og indkøber. Det er derfor vigtigt, at materialet ikke ukritisk deles ud til for eksempel de mange elever, der i projektopgaven ønsker at arbejde med 'noget om dyr'. Men at det inddrages i et planlagt forløb, hvor der arbejdes bevidst med holdninger til den måde, vi i dag behandler og benytter os af forsøgsdyr på.
I hæftet behandles emner som lovgrundlaget for at anvende forsøgsdyr, bedre levevilkår for forsøgsdyr, kosmetik og lovens krav om først at teste på dyr, transgene forsøgsdyr og aflivning af dyr efter endt forsøg. Endelig fortæller 'Heidi', der er dyreassistent, om sit arbejde med forsøgsdyr, men hun ønsker ikke sit rigtige navn opgivet af frygt for voldelige dyrevenners aktioner mod hendes familie. Selv om hun også selv elsker dyr.
I en statistik vises, at der i 1998 blev anvendt knap 300.000 forsøgsdyr i Danmark. Heraf udgøres mere end 82 procent af mus og rotter. Kaniner og grise udgør godt hver to procent og hunde 0,07 procent af samtlige forsøgsdyr. Og til trods herfor er hæftet næsten udelukkende illustreret med farvefotos af større dyr som kaniner, grise, en abe, et får og hunde med store, blanke øjne. Det vil jeg i hvert fald ikke kalde for objektiv eller reel information.
I den tilhørende video er personale og studerende åbenbart ikke som Heidi bange for repressalier fra dyrevenner. De står alle åbent frem og fortæller om arbejdet med såvel opdræt som forsøg på laboratorier og forskningsinstitutioner.
Videoen er støttet af Lægemiddelindustrien, den virker langtrukken, voksenpræget og henvender sig efter min mening ikke umiddelbart til folkeskolens elever, men snarere til potentielle medicinstuderende. Indholdet er bygget op omkring et kursusforløb, hvor studerende skal lære at arbejde med forsøgsdyr: 'Kursus i forsøgsdyrskendskab', hvor det blandt andet drejer sig om at lære at omgås dyrene, at give injektioner, at bedøve, at operere og at slå forsøgsdyr ihjel på den mest hensigtsmæssige måde. Vi møder også forskerne Pernille og Morten, der arbejder med Parkinsons syge og detaljeret redegør for, hvordan dyreforsøg kan være med til at belyse denne sygdom hos mennesker. Vi ser, hvordan en rotte bedøves, hvordan der skæres og bores i hjerneskallen - og hvordan der sprøjtes gift ind i en bestemt del af rottens hjerne.
Kaare Øster
Biologi
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.