"Der er mange penge at spare på kort sigt, men i nogle tilfælde kan det være dyrt at spare. Mine bekymringer ligger i at et fag som er så vigtigt for den menneskelige udvikling og almene dannelse, ser ud til at være under udfasning", skriver Mogens Carstensen.
"Skolelærere, -ledere, psykologer og politifolk, for at nævne nogle med fingeren på pulsen, kender rigeligt til, hvilke konsekvenser det kan få, når elever ikke lykkes i at manifestere sig positivt. Sjældent et kønt syn. Her er de kreative fag et af folkeskolens ekstra sikkerhedsnet. Ikke med vækstgaranti men med vækstmulighed. En mulighed jeg gennem årene har set mange potentielle stakler gribe", skriver han.
Mogens Carstensen fortæller, at hans skrækscenarie er, at eleverne kan få lov til at tegne 45 minutter hver uge og så i 3. og 5. klasse får de lov til at prøve kræfter med den ægte vare.
Skal billedkunstfaget tilbage til tidligere tiders tegning?
Skåret for at undgå underskud
Tidligere har Rådmandsgades Skole haft to ugentlige lektioner i billedkunst fra 1 til og med 5. klasse, men i år er timetallet skåret til en lektion om ugen i 1., 2. og 4. klasse.
Skoleleder på Rådmandsgades Skole Lise Egholm er helt enig i, at det er utroligt ærgerligt, at de i år har måtte skære i billedkunsttimerne på skolen.
"Jeg går stærkt ind for de praktisk-musiske fag, så jeg begræder det også fagligt. Men nu har vi haft underskud i to år på skolen, og i år vil jeg ikke have underskud. Vi har prøvet at trække den så længe som muligt i billedkunst, men nu gik den ikke længere desværre. Vi har mistet 20 elever a 32.000 kroner til etniske friskoler, så i år må vi spare. Og vi følger bestemmelserne for faget", siger Lise Egholm.
"Vi skal øge dansktimerne, fordi vi har mange elever, der har brug for det. I år har vi også øget timetallet i sløjd og hjemkundskab, men jeg synes bestemt, at billedkunst er vigtigt. Der er også meget sprog i billedkunst, men i år er det desværre landet sådan".
Lise Egholm fortæller, at Rådmandsgade Skole har deres egen billedskole om eftermiddagen, hvor der går 48 af skolens elever i fritidstilbud. Billedskolen har fået økonomisk støtte fra Københavnermodellen. Skolen har også en filial af Musikskolen.
Skolelederen fremhæver, at de praktisk-musiske fag er vigtige, fordi vi i Danmark netop er gode til innovation. Hun mener, at vi skal arbejde videre i den kreative retning og producere dygtige elever på området.
Nedskæringer rammer billedkunst
Også formanden for Københavnerafdelingen af Billedkunstlærerforeningen Ulla Brun Fog er ked af, at det går i den forkerte retning og nedskæringerne rammer hårdt, når det gælder de praktisk-musiske fag.
"Faget er reduceret til næsten kun at være et småbørnsfag. Det slutter efter 5. klasse, men det dur ikke, at billedkunst kun skal være en del af andre fag. Man hører, at billedkunst jo næsten altid er med i tema-uger, men det er slet ikke nok. Billedkunst er et vigtigt fag, fordi det er en måde at udtrykke sig på, det er et sprog og en stor glæde. Alt er i billeder i dag, og det er vigtigt at kunne forstå og aflæse billeder", siger Ulla Brun Fog.
Hun mener ikke, at faget er vigtigere end dansk og matematik, men hun fremhæver, at der i dag er mange børn, der ikke kan holde på en blyant og en del som ikke har farver og papir derhjemme. Børn er i højere grad forbrugere af færdige billeder.
Hun fortæller, at hun altid forsøger at "stjæle" tid fra andre fag til billedkunst på Utterslev Skole, hvor hun arbejder. Her har de valgt at veksle en dansktime til billedkunst i 1. klasse.
Ligesom Mogens Carstensen understreger hun, hvor svært det er at nå noget i et fag som billedkunst, hvis man kun har en ugentlig lektion til rådighed.
Danmark bruger musiske fag som pauser
Billedkunstlærer: Kreative fag er folkeskolens sikkerhedsnet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.