Af Hanne Bache
165 sider, 250 kroner
Odense Universitetsforlag
Bogen med mange fine fotos giver et nuanceret indblik i den australske urbefolkning.
Siden 1788 har aboriginals og deres kultur været undertrykt, først i 1967 får de statsborgerskab.
I 1959 begyndte regeringen at samle aboriginals fra forskellige landsdele i bosættelser. Ganske få havde kulturel og religiøs tilknytning til de nye bosteder, myter og sagn var ved at forsvinde, og menneskeligt var de ved at gå til grunde i druk og stofmisbrug.
Fra starten af 1970'erne blev der oprettet kunst- og kulturcentre i nogle af bosættelserne, gennem billedskabende processer arbejdes der fortsat med at udvikle og genskabe de gamle myter.
For aboriginals er billeder væsentlige for kulturens overlevering gennem generationer.
I billedprocessen gøres mytiske figurer levende.
Billederne er et bindeled mellem mennesket og den livsenergi, som de skabende forfædre har efterladt i det fysiske landskab.
Billedudtrykkene omfatter mønstre, figurer hugget i sten eller skåret i træ, malerier på klipper, bark og i sand, kropsdekorationer, bemalinger og udskæringer på forskellige husgeråd og musikinstrumenter samt vævede ting.
Bogen afsluttes med et afsnit om moderne euro-australske kunstnere, der skaber identitetssøgende, anklagende, spørgende og problematiserende kunstværker.
I undervisningssammenhæng mener jeg, at bogens mange fine billedgengivelser kan anvendes som inspiration til sider af billedkunstundervisningen. Historie- og religionslærere vil også kunne hente inspiration i bogen.
Inger Johansen
Billedkunst, Historie, Religion
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.