Af Nils Hartmann
Illustreret af Dorte Karrebæk
32 sider, 168 kroner
Gyldendal
En dansk antihelte-ridderbog med rødder tilbage til 'Don Quixote' har vi her - i enkelt sprog, episodisk handling og sprudlende billeder.
Den episodiske handling, som passer så godt til billedbogens opslag, bæres overbevisende af Ridder Rankes umådelige glemsomhed. En egenskab, som også grundlægger den humor, som er til stede i bogens episoder om dagligliv på slottet, skatteopkrævning, mudderkrig og friertogt, men som også ulmer i det samlede handlingsforløb, hvor Ranke skal ud for at fri til prinsesse Rosenlil. Det er imidlertid hans væbner Rinke, der får hende, fordi ridderen har glemt sit forehavende, da han når frem.
Han må sadle sin hest, Rosamunde, og vende tilbage til sit slot og sin husholderske, Rumpe, som han 'aldrig vil skilles fra'. Og de to skal nok få det frodigt, hvis man skal tro Dorte Karrebæks slutbillede, der er kulminationen på 32 frodige, sprudlende og sanselige billedsider. Her kommer Ridder Ranke, hvis næseform mere end antyder, hvad riddere har næse for, bag på husholderske Rumpes enorme, hjerteformede bagdel. Og deres fællesskygge taler sit tydelige hjertesprog. Denne bog er også for de store. Og måske var det en idé at lade den lægge grundstemningen til læsning af en ridderroman, for eksempel 'Don Quixote', som lige er genudgivet i Carl Ewalds version.
Jens Raahauge
Billedbøger
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.