Af Franz Berliner
Illustreret af Flemming B. Jeppesen
40 sider, 188 kroner
Høst og Søn
Her er en dejlig eventyrbog, der er velegnet til oplæsning i indskolingen.
Franz Berliner har genfortalt historien efter et eventyr fra Skanderborg-egnen. Det er den velkendte historie om skønheden og udyret, der her kaldes en 'fæletrold'.
En mand farer vild i tågen på vej hjem fra marked. Han overnatter i et slot. Der sørges godt for ham af usynlige væsener. Da han plukker en rose til sin yngste datter, får han besked på at bringe hende til slottet. Datteren og trolden bliver glade for hinanden. Derhjemme gør to ældre søstre livet svært for forældrene.
Fæletrolden, der er en fortryllet prins, er mere rørende end uhyggelig. Et kys bryder trolddommen, og alt ender lykkeligt.
Flemming B. Jeppesen debuterer som illustrator af billedbøger, og det er han sluppet vældig godt fra. Han bibeholder en eventyrlig stemning, men tilnærmer eventyret til vor tid ved at have både heste og biler som transportmidler. Personerne virker moderne midt i de stemningsfulde landskaber. Farver, illustrationer og tekst spiller fint sammen i denne vellykkede billedbog.
Tove Kettner Heiberg
Billedbøger
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.