Af Peter Lind
Illustreret af Bente Bech
Lille Kong Magnus
Af Pia Thaulov
28 sider
Laban, det lille spøgelse
Af Inger og Lasse Sandberg
22 sider
Drengen og ånden i fjeldet
Af Bent Haller
Illustreret af Bigita Faber
26 sider
Alle fire billedbøger: Serien Spiren
58 kroner
Høst & Søn, 1998
I slipstrømmen på de seneste års intense læsedebat har folaget Høst & Søn taget et par initiativer, der fortjener uforbeholden opbakning: de sender selvlæsnings- og billedbøger af høj kvalitet og til lav pris på markedet.
Billedbøgerne har fået serietitlen Spiren. I logoet er i'et formet som en spire, og derved kommer det umiskendeligt til at ligne et y, så man ved, udtalen kommer til at placere sine læber som den bredmundede frø, der præsenterede sig som den spidsmundede frø for storken, der havde bredmundede frøer som livret.
Allerede logoet lægger altså op til den sproglige opmærksomhed som er naturlig gødning for læselystens spiren, og som opstår af samlivet med gode billedbøger.
Sammen med den tidligere anmeldte kultbog om 'Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hovede' er de fire ovennævnte titler nu udkommet i serien.
Fælles for dem er den høje kvalitet, som berettiger til, at de kaldes moderne klassikere.
Specielt for serien er, at hver titel har sit eget univers og sit eget billed- og verbalsproglige fortællesærpræg, hvorfor børnelæsernes sproglige og kulturelle udvikling får mangeartede påvirkninger.
'Duften i luften' er en ordløs billedbog om en mus, der drages af et forunderligt duftspor i luften. Musen kommer ud for alverdens dramatiske hændelser på sin vej mod duftens kilde. Men den når trods alt velbeholdent hjem til pandekagebordet, hvor den kan fortælle sine børn om sin dramatiske tur.
'Lille Kong Magnus' beretter i trofast børnehøjde om den jalousiens nedtur, som den forgudede førstefødte detroniseres ud i, når nummer to kommer til og bliver forgudelsens genstand.
'Laban, det lille spøgelse' er en tankevækkende historie om det spøgelsesbarn, der ikke lever op til forældrenes ambitioner, men som dog får et fyrsteligt liv.
'Drengen og ånden i fjeldet' er et grønlandsk eventyr, der skildrer et skæbnefællesskab mellem en isbjørnefamilie og en fangerfamilie og derigennem ophæver skellet mellem mennesker og dyr.
Alle bøgerne har et billedsprog og en historie, der sætter gang i tankerne og refleksionen, og som lægger op til den samtale, hvor voksne og børn er ligeværdige, fordi begge parter bliver frugtbart anfægtede.
Her er der ikke behov for den børneuvenlige skråt ned-taleretning, som en del undervisningsmateriale lægger op til. Og her er ikke lagt op til den formalisering af den sproglige opmærksomhed, som det kommunale måle-marked skriger på.
Disse bøger er udsprunget af en oprigtig tro på, at liv i sproget giver sprog for livet.
Derfor er denne udgivelsesserie et væsentligt modtræk imod den formalisme, som er på vej i børneinstitutionerne og i indskolingen, og den er et tilbud til alle forældre om at tage deres berigende del af ansvaret for deres børns sprog.
For et éngangshæfte i det offentlige og for to pakker smøger i hjemmet kan man få kulturrigdom og rigt sprog.
Høst & Søn har givet os Spiren til noget sundt for sproget.
Jens Raahauge
Billedbøger
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.