Bedstefar med huller i

Alvorlige emner er ikke længere forvist fra børnebøgerne. For børn lader sig ikke narre væk fra tilværelsens ubønhørlige realiteter, selv om de kan være svære at forstå og næsten umulige at acceptere. Denne gode og varme historie foregår i opløbssvinget til den endegyldige afsked. Nemlig i den grusomme periode, hvor børn ser deres rare og velfungerende bedsteforældre med tiltagende demens blive forvandlet til savlende og lallende gamle.

Forfatteren har et fortrinligt blik for de små detaljer, der antyder forandringen: glemsomheden, den motoriske svækkelse og tabet af kontrollen med kroppens funktioner. Samt forsøgene på at bortforklare episoderne i klare øjeblikke. Han skåner heller ikke læseren for de barske episoder, der udspringer i de seniles ændring af karakter til det værre, urimelige og uforskammede.

Hovedpersonen er pigen Hanne, som vi følger i hendes varme omsorg for sin bedstefar og de øvrige beboere på plejehjemmet. Forfatteren præsenterer et smukt ledemotiv: en dukke, som Hannes far som lille gennemhullede med et søm, bliver et sindbillede på bedstefaderen, som et langt livs tilegnede viden stille og roligt siver ud af. Selv om fortællingen er rørende, kammer den ikke over i det sentimentale. Den er virkelig velskrevet.

Oversættelsen fra flamsk er udmærket. Det er acceptabelt, at oversætteren bruger danske stednavne og giver personerne nye, mundrette danske navne. Men hun skulle måske så have udstyret bedstefaderen med en anden livret end den flanderske specialitet muslinger. Den lille bog er absolut anbefalelsesværdig som oplæsnings- eller frilæsningsbog på mellemtrinnet.